USA Top 10: Owen Wilson og Jennifer Aniston på toppen

Komedien 'Marley & Me' slog alle konkurrenterne i juledagene.
Billede

Seks nye film indtog den amerikanske Top-10 liste med hovedsageligt blændende resultater.

Marley & Me blev julens store overraskelse på filmfronten i USA.

Ingen havde regnet med, at hundekomedien med Jennifer Aniston og Owen Wilson ville sætte sig på 1. pladsen med en omsætning $36,4 millioner. 'Marley & Me' er baseret på en international bestseller og instrueret af manden bag ’The Devil Wears Prada’. Der er dansk premiere den 27. marts.

Adam Sandler og Disney måtte nøjes med en uvant 2. plads, da Bedtime Stories indkasserede $27,5 millioner. Resultatet er dog stadig imponerende, og den eventyrlige historie om en onkel - hvis godnathistorier bliver til virkelighed - kan ses herhjemme fra den 27. februar.

Oscarfavoritten The Curious Case of Benjamin Button med Brad Pitt og Cate Blanchett bidrog også til festen med en overraskende flot omsætning på $26,9 millioner. 70 % af publikum var over 25 år til helaftensfilmen om en mand, der ældes baglæns.

'The Curious Case of Benjamin Button' har kostet $150 millioner at producere (et astronomisk højt beløb for et drama), og resultatet kan ses i de danske biografer den 23. januar.

Der blev også plads til Tom Cruise, der slog fast, at han stadig er en stjerne. Valkyrie indspillede $21 millioner, hvilket er på niveau med andre Tom Cruise-film som ’Collateral’ og ’The Last Samurai’. Attentatet på Hitler kan ses herhjemme fra den 6. februar.

The Spirit formåede til gengæld ikke at imponere hverken publikum eller filmbranchen. Den stjernebesatte tegneserie-filmatisering endte på 9. pladsen med $6,5 millioner. Der er dansk premiere den 1. januar.

10. pladsen gik til dramaet Doubt, hvor Meryl Streep spiller en handlekraftig nonne. En rolle der sandsynligvis resulterer i skuespillerens 15. nominering til en Oscar. Filmen har premiere den 13. februar herhjemme.


USA Top 10: 26. - 28. december

1. Marley & Me - total $36,4 millioner

2. Bedtime Stories - total $27,5 millioner

3. The Curious Case of Benjamin Button - total $26,9 millioner

4. Valkyrie - total $21 millioner

5. Yes Man - total $49,8 millioner

6. Seven Pounds - total $38,8 millioner

7. The Tale of Despereaux - total $27,4 millioner

8. The Day the Earth Stood Still - total $63,5 millioner

9. The Spirit - total $6,5 millioner

10. Doubt - total $5,3 millioner