Rumrejse med Brad Pitt

Homers ’Odysseen’ flyttes til det ydre rum.
Billede
Den klassiske fortælling om Odysseus’ 10-årige hjemrejse fra krigen i Troja er filmatiseret flere gange.

Første gang i 1954 med Kirk Douglas i hovedrollen og senere som allegorisk fabel i Coen-brødrenes ’O Brother, Where Art Thou?’ fra 2000.

Nu flyttes historien væk fra Jordens atmosfære (med lidt god vilje skete det allerede i 1968 med Stanley Kubricks ’2001: A Space Odyssey’), og Brad Pitt skal spille den hårdtprøvede Odysseus. Og superstjernen er ikke ubekendt med Homers værker.

I 2004 gav han et besynderligt portræt af Achilleus i den stort anlagte 'Troy’, der er baseret på Homers 'Iliaden’ - forgængeren til ’Odysseen’. I ’Troy’ blev bifiguren Odysseus spillet af Sean Bean, men nu overtager Brad Pitt altså rollen med George Miller som instruktør.

Miller har senest instrueret de familievenlige ’Happy Feet’ og ’Babe: Pig in the City’, men den australske instruktør er stadig mest kendt for sin blege fremtidsvision 'Mad Max' fra 1979.

En rum-version af ’Odysseen’ betyder sandsynligvis en fjern galakse frem for Middelhavet, et rumskib frem for et sejlskib og betydeligt mere skræmmende kykloper fra det ydre rum end de enøjede aliens fra 'The Simpsons'.

Det vides endnu ikke, hvornår produktionen af Homers ’A Space Odyssey’ går i gang, men først skal Brad Pitt afslutte optagelserne til Tarantinos bevidst fejl-betitlede 'Inglourious Basterds'.