Dronningen som manuskript-forfatter

Royale kræfter bag ny film om H.C. Andersen.
Billede

’De Vilde Svaner’ er titlen på endnu en dansk kortfilm om vores udødelige eventyr-forfatter Hans Christian Andersen - særligt er dog, at manuskriptet denne gang skal skrives af ingen ringere end Dronning Margrethe.

Ifølge B.T. har Det Danske Filminstitut bevilliget 650.000 kr. i produktionsstøtte til Jakob Jørgensen fra J.J. Film og til Hendes Majestæt.

J.J. Film har tidligere primært produceret portrætter af centrale danske personligheder samt institutioner, og et portræt af Dronningens Danmark er pt. under produktion med forventet premiere i 2010.

Det var også i samarbejde med Jakob Jørgensen at Dronningen i 2000 lagde stemme til og udarbejdede collager til ’Snedronningen’.

Kortfilmen ’De Vilde Svaner’ er sat til at udkomme i efteråret, og skal instrueres af Jesper W. Nielsen (’Store planer’, ’Manden bag døren’ og ’Okay’) og produceres i samarbejde med DR.