Tilbage til Narnia

Narnia: Morgenvandrerens rejse havde premiere for seks år siden, og det lignede efterhånden det sidste kapitel i filmatiseringen af C.S. Lewis’ populære fantasy-serie.
Sådan skulle det dog alligevel ikke gå. Nu skal TriStar Pictures nemlig genoplive filmserien om det magiske land Narnia med en filmatisering af 'Sølvstolen,' som er den fjerde udkomne bog i serien. 'Sølvstolen' er dog tit omtalt som den sjette Narnia-bog, da senere samlinger sætter bøgerne i kronologisk orden.
'Sølvstolen' har længe været planlagt som den næste film i serien, men det store spørgsmål har været, om den nogensinde ville blive produceret. Narnia-filmene har ikke været den store succes, man havde håbet på, og da Walden Medias rettigheder til filmserien udløb i 2011, begyndte det at se sort ud.
I 2013 begyndte den indledende produktion på 'Sølvstolen' dog så småt at gå i gang, og David Magee ('Finding Neverland') har allerede manuskriptet klar.
'Sølvstolen' foregår mange år efter 'Morgenvandrerens rejse' i Narnia-tid, men i vores verden er der kun gået et år. Prins Caspian (spillet af Ben Barnes i tidligere film) er nu en gammel mand, som med løven Aslans hjælp rekrutterer to børn fra England til at hjælpe ham finde sin fortabte søn Rilian.
Ét af de børn der rejser til Narnia er Eustace Scrubb, der i 'Morgenvandrerens rejse' blev spillet af Will Poulter. Skuespilleren er dog voksen nu, og det bliver derfor interessant at se, om de vælger at caste en ny skuespiller i rollen.
Det er til gengæld ikke sandsynligt, at vi ser meget til filmseriens originale helte, Pevensie-børnene, da 'Sølvstolen' er en af de Narnia-bøger, de ikke er med i.
Desuden er skuespillerne efterhånden også blevet voksne: Løven, heksen og garderobeskabet havde premiere i 2005, og selv lille Lucy (Georgia Henley) er nu en voksen kvinde.
Narnia: Sølvstolen har endnu ingen premieredato.