Hollywood-stjerner i ny romantisk komedie har været venner i årevis: "Der var ingen is at bryde"

Deres virkelige venskab inspirerede filmen
Billede
(© What's Love Got to Do with It? / SF Studios)

Vi var inviteret af SF Studios til London for at tale med Lily James og Shazad Latif, samt instruktør Shekhar Kapur, som er biografaktuelle med den romantiske komedie What’s Love Got to Do with It?.

Filmen, som også har Emma Thompson på rollelisten, følger dokumentarskaberen Zoe, der begynder at optage sin gode ven og nabo Kazim, der er på vej ind i et arrangeret ægteskab med en pakistansk kvinde udvalgt af hans forældre.

Zoe, som selv er på jagt efter kærligheden, har sine fordomme om Kazims rejse, men måske kan hun lære noget af denne nye tilgang til kærlighed?

Hvis man synes, at venneparret har vanvittigt god kemi, så kan der være noget om snakken. De to stjerner er nemlig rigtig gode venner i virkeligheden, og det har de faktisk været i hele 13 år. Vi har snakket med dem om, hvilken indflydelse deres venskab har haft på filmen. Se hele videointerviewet øverst.

 

LÆS OGSÅ: Romantisk filmsensation har allerede en fortsættelse på vej

- Det faktum, at de er vokset op ved siden af hinanden, og vi har kendt hinanden i 13 år, det gav os bare en genvej til nogle særheder ved vores forhold, fortæller skuespiller Shazad Latif.

- Man skal selvfølgelig altid lade som om, det er bogstaveligt talt ens job som skuespiller, men det, at vi allerede havde det sprog og den ro, så føltes det så naturligt at være sammen med dig, uddyber Lily James.

- Der var ingen is at bryde. Den brød vi for mange år siden.

 

LÆS OGSÅ: Populær serie-stjerne skal finde kærligheden i ny romantisk komedie

Instruktør Shekhar Kapur, der tidligere har stået bag den syv gange Oscar-nominerede historiske dramafilm Elizabeth fortæller også, hvordan de to stjerners venskab var inspiration til nogle af filmens scener:

- Jeg ringede engang til dem, hvor de var hjemme ved Lily, og jeg spurgte, hvad de lavede. Så sagde de bordtennis, så spurgte jeg, hvem der var bedst, og de sagde ”Jeg er bedst”, ”Nej, jeg er bedst”. Det var interessant. Og så blev bordtennis-scenen til. Så deres forhold bragte meget til filmen.

’What’s Love Got to Do with It?’ har biografpremiere den 25. maj.

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)