Trailer til ny dansk film: Gnaven Lars Brygmann går Danica Curcic på nerverne

Far og datter skal gå Caminoen
Billede
(© Viaplay)

Camino er den første dansksprogede spillefilm, der bliver udgivet på den internationale streamingtjeneste Viaplay.

Den er instrueret af Birgitte Stærmose, som er kendt for flere danske produktioner, og har inden for de sidste fem år oparbejdet en international karriere. Hun har bl.a. arbejdet på den britiske HBO-serie ’Industry’ og Netflix-serien ’The English Game’. 

'Camino' handler om Regitze (Danica Curcic), som er i begyndelsen af 30'erne. Hun er arbejdsløs, har ingen kæreste og ingen børn. Hun er ordblind og opvokset i et akademisk hjem, men har aldrig følt sig helt accepteret, som den hun er.

 

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen er tilbage i ny komedie: "Hun kan noget, som ikke særligt mange andre kan"

Da hendes mor dør, befinder Regitze sig et helt nyt sted i sit liv. Hun er nemlig blevet gravid, hvilket åbner op for nogle helt nye og ukendte tanker om fremtiden. Samtidig kæmper hun med forholdet til sin far (Lars Brygmann), som hun ikke har talt med i en længere periode.

Forholdet mellem far og datter bliver for alvor sat på spidsen, da de opdager, at morens sidste ønske indebærer, at Regitze og hendes far Jan skal gå Caminoen sammen.

I hovedrollerne ses Lars Brygmann og Danica Curcic som umage far og datter, der kommer på noget af en tur sammen. Brygmann er selvfølgelig en rutineret herre, der senest i Retfærdighedens ryttere sit fantastiske talent til balance mellem det sort humoristiske og det sørgelige med karakteren Lennart.

Mens Danica Curcic i den grad har markeret sig som en af tidens største kvindelige skuespillere i dansk film med roller i alt fra All Inclusive og Mødregruppen til Stille hjerte, Undtagelsen og 'Kastanjemanden'.

'Camino' får premiere den 5. april på Viaplay, men kan også ses i udvalgte biografer. Find dine billetter her.

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)