Sexscener, hudfarvede bleer og et ordentligt alien-lem: 'American Pie' inspirerede ny dansk film

'Jomfruer fra rummet' er aktuel i biografen
Jomfruer fra Rummet / Nordisk Film
(© Nordisk Film)

Jomfruer fra rummet kan lige nu ses i biografen, og den er et sjældent dansk eksempel på det, man i USA kalder en raunchy film, altså en grovkornet komedie.

Filmen henter således inspiration fra nyklassikeren American Pie, der i 1999 tog publikum med storm gennem sin sex-fikserede humor, unge rolleliste og grænsesøgende humor. Hvem husker ikke scenen med Jason Biggs og tærten?

Det gør folkene bag 'Jomfruer fra rummet' i hvert fald, og da vi talte med instruktøren Peter Molde-Amelung og skuespilleren Albert Rosin Harson om filmen, kom vi bl.a. til at tale om tilknytningen til den 24 år gamle komedie.

 

LÆS OGSÅ: Rumvæsen vil knalde med flest mulige i ny dansk film, men skuespiller var "nærmest umulig at finde"

I filmen forsøger gymnasieeleven (og jomfruen) Gustav (Harson) at score drømmepigen Barbara, men midt i det hele dukker et rumvæsen op, som har til mål at forplante sig med flest muligt.

Interviewet kom hurtigt til at handle om filmens sexscener, som ifølge Harson slet ikke var så sexede at optage:

- Selve sexscenerne blev gjort meget professionelt. Vi havde en koordinator på, der svarer lidt til en stuntmand, og vi blev tapet ind i alle mulige forskellige ting, der gjorde, at vi næsten ikke rørte hinanden. Noget af det mest usexede jeg har lavet, det var sexscenerne på ’Jomfruer’.

Netop det med at tape sig ind kommer Harson og Molde-Amelung yderligere ind på, ikke mindst i forhold til deres medspiller Tobias Stelzner, der har rollen som rumvæsnet Allan.

- Han skulle have et ordentligt alien-lem. En stor dildo, der skulle hænge fast, som så kunne ses bagfra. Som kunne hænge og dingle, fortæller Harson.

- Samtidig måtte man ikke se hans egen. Hvad var det nu, I havde på, tilføjer Molde-Amelung.

- Vi havde sådan nogle skridtbeskyttere på, som man også bruger, når man dyrker ishockey. De blev så bundet sammen af sådan en hudfarvet… ble… kan man vist godt kalde det. Og det blev så tapet fast, så det var tre lag, vi havde på, afslutter Albert Rosin-Harson.

 

LÆS OGSÅ: Stor guide: Vinterferiens mange film i biografen

Hvordan den famøse alien-dildo ser ud i virkeligheden, må du finde ud af ved at se filmen, der er aktuel i biografen.

Find billetter til Jomfruer fra rummet her.

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)