Rumvæsen vil knalde med flest mulige gymnasieelever i ny dansk ungdomsfilm

Se den første trailer og plakat til 'Jomfruer fra rummet'
Jomfruer fra rummet
(© Nordisk Film)

Kærlighed og sex har en fast plads i de danske ungdomsfilm, men det lader til, at Jomfruer fra rummet taget det til nye højder.

I hvert fald handler filmen om et rumvæsen, hvis plan er at have sex med så mange som muligt. Og som man kan se i den første trailer, går det ikke stille for sig.

Spillefilmsdebuterende instruktør Peter Molde-Amelung omtaler i en pressemeddelelse filmen som "en kæmpe fest af den slags, man ikke vil hjem fra."

 

LÆS OGSÅ: Sexgale teenagere og et rumvæsen er på menuen i ny dansk komedie

Gymnasietiden er ved at være ovre for den generte Gustav og hans bedste ven Buller. De to outsidere tænker på sex - og taler hele tiden om det.

Gustav er håbløst forelsket i den populære Barbara, som knap nok er klar over hans eksistens. Men drengenes liv ændres totalt, da et rumvæsen i skikkelse af en flot fyr ved navn Allan pludselig dumper ned fra himlen og flytter ind hos Gustav.

Uden at kende til Allans plan om at overtage jorden ved at forplante sig med flest mulige, danner Gustav og Buller et særligt venskab med ham. Det går dog op for både Gustav, Buller og Allan, at sex handler om meget mere end forplantning, og dén sandhed ændrer deres verden for altid.

Albert Rosin Harson spiller hovedrollen som Gustav i filmen, som også har Milo Campanale, Zelma Lewerissa og Tobias Maj Stelzner på rollelisten.

Jomfruer fra rummet får biografpremiere den 9. februar 2023.

Jomfruer fra rummet Nordisk Film

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)