Første kig på ny dansk film: Eksplosivt far-søn-forhold og ulovligt fyrværkeri

'Krysantemum' får biografpremiere til november
Krysantemum
(© Nordisk Film)

Det kører for skuespilleren Morten Hee Andersen for tiden. Efter biroller i film som Margrete den Første og Venuseffekten samt tv-serierne SygeplejerskolenHerrens veje og den aktuelle DR-serie Carmen Curlers, er han nu klar til at indtage hovedrollen i den nye danske film Krysantemum.

Som man måske fornemmer på titlen, handler det om ulovligt fyrværkeri, men der er også familiedrama på spil. Se traileren øverst og plakaten nederst i artiklen.

 

LÆS OGSÅ: Baby til salg: Se den første scene fra Anders W. Berthelsens nye romantiske komedie

Morten Hee Andersen spiller Anders, der driver ulovligt salg af fyrværkeri i sin fritid. Han har ikke talt med sin far, Thomas, i årevis på grund af en familietragedie, der rev dem fra hinanden. Nu er de imidlertid tvunget til en genforening, hvis fødegården skal reddes.

Det bliver startskuddet på en bevægende fortælling om en familie, som gennem ulovlig transport og salg af livsfarligt fyrværkeri omsider får mulighed for at finde ud af mørket og måske finde tilgivelse… men tør de gribe chancen og nå det i tide?

Henrik Birch spiller Anders' far Thomas, der konfronteres med sin fortid for at kunne forsones med sin søn. Birch har tidligere medvirket i en anmelderrost film fra det nordjyske, nemlig Klumpfisken, hvor hans hovedrolle indbragte ham både en Bodil og en Robert. Han er lige nu at finde i rollen som Flemming Bamse Jørgensens far i den biografaktuelle Bamse

Filmen er Christian Bengtsons spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter. Han er uddannet fra manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole i 2019 og er selv fra det nordjyske miljø, hvor filmen udspiller sig.

Krysantemum har biografpremiere den 17. november.

Krysantemum plakat

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)