Ung kærlighed og sød musik i første kig på ny dansk film

Se traileren til 'Tusind timer'
Billede
(© Smile Entertainment)

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Fremtiden for dansk film kan meget vel være det, vi er vidne til i et nyt romantisk drama med titlen Tusind timer. Der er i hvert fald tale om flere nye, unge ansigter, som de færreste i den brede offentlighed har stiftet bekendtskab med før.

Filmen handler om Anna og Thomas, der er musikere i samme band, som går i opløsning efter trommeslagerens tragiske død.

De er ikke rigtig kærester... og dog. Anna drager til Berlin og Thomas på turné med en større stjerne. Indtil Thomas en skønne dag dukker op ved Annas bopæl i Berlin. Til sidst finder kærlighed og musik sin egen vej. 

Josefine Tvermoes spiller Anna, og det er hendes første filmhovedrolle, efter hun har spillet med i populære tv-serier som Sunday og Badehotellet.

I rollen som Thomas ses Anders Manley, som også har sin første spillefilmhovedrolle. Han har tidligere spillet over for Cyron Melville i ungdomsdramaet Lev stærkt.

Instruktøren hedder Carl Moberg, og det er hans spillefilmsdebut. Blandt birollerne ses Alba August og Jesper Lohmann.

'Tusind timer' får biografpremiere den 1. september.