Afslører 'Morbius'-instruktør, at vi snart får en helt ny Spider-Man-skuespiller?

Interview med Daniel Espinosa om Sonys Spider-Verse
Billede

(Kan du ikke se interviewet herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Den biografaktuelle superheltefilm Morbius er en del af Sonys Spider-Man-univers, der langsomt er ved at blive bygget op omkring Edderkoppens skurke.

Vi har allerede fået to film om Venom i skikkelse af Tom Hardy - og nu er Jared Leto blevet til vampyren Morbius. Mens også Michael Keaton er tilbage i rollen som Vulture, som man vil kende fra Spider-Man: Homecoming.

Disse skurke ser ud til at være i et andet univers end det, vi kender fra MCU. Man snakker således om, at der eksisterer et SSU (Sony's Spider-Man Universe) eller et Venom-verse, som nogle også kalder det.

Men hvem er så egentlig dette univers' Spider-Man? Bliver det Tom Holland? Vil man hive Andrew Garfield fra 'Amazing Spider-Man' tilbage? Eller en helt tredje og ny Spider-Man-skuespiller?

Da vi mødte 'Morbius'-instruktør Daniel Espinosa prøvede vi at udfritte ham for, hvad han vidste:

- Vi havde mange samtaler om, hvordan de så fremtiden og hvilke karakterer, som de ville afsløre i udvidelsen af dette Sony-verse.

- Så ja, de har en idé. Og det hele stammer fra Into the Spider-Verse. Animationsfilmen, som Avi Arad ('Morbius'-producer, red.) producerede.

LÆS OGSÅ: Instruktør kalder Jared Letos arbejdsmetode på ny Marvel-film for ekstrem

Espinosa fortæller dog, at han ikke ved præcist, hvilken Spider-Man, der bor i Morbius-universet:

- Men jeg tror, at det vil blive afsløret meget snart. Jeg har hørt nogle små hints fra produktionsselskabet, men jeg ved det ikke. De holdt det hemmeligt. Selv for mig.

Men da vi går Espinosa lidt på klingen og refererer til interviews, hvor han selv har indikeret, at det måske bliver en helt ny Spider-Man-skuespiller, har han et interessant svar:

- Når du siger det her, kan jeg reagere som en fan. Og jeg synes, at Miles Morales måske er en af de mest interessante Spider-Man-versioner, som vi har haft. Jeg ville elske at se en live-action udgave af Miles Morales. Jeg tror, at det er fremtiden.

- Hvis du ser på tegneserierne, så kom Miles Morales fra et parallelt univers efter det store sammenbrud i alle universer. For så at dukke op i det normale Marvel.

- Så Miles Morales ville være en meget god start.

Filmfans vil genkendte Miles Morales fra 'Spider-Man: Into the Spider-Verse', der fik premiere i 2018, og som Espinosa selv fremhæver, så var det dén film, som virkelig kickstartede den filmiske idé om multiverset. 

I 'Spider-Man: Homecoming' blev der faktisk hintet til karakteren, da Donald Glover som Aaron Davis refererer til sin nevø, der er Miles. Og MCU-boss Kevin Feige bekræftede i den sammenhæng, at karakteren eksisterer i Marvels filmiske univers også.

Det ville give god mening for Sony at løsrive sig fra Peter Parker og i deres eget univers introducere en helt ny Spider-Man i skikkelse af Miles - som ikke skal måle sig med de tidligere versioner på samme måde. Og Espinosas udtalelser tyder da i den grad på, at Sony er i de indledende forberedelser til at introducere ham.

Se hele vores videointerview med 'Morbius'-instruktøren øverst, hvor han også taler om samarbejdet med Michael Keaton og hvilke skurke, han håber, at Sony bringer på banen i fremtiden.

'Morbius' kan ses i biografen nu. Find dine billetter her: