Lady Gaga om sin tilgang til skuespil: "Folk synes, at det er skørt"

Interview med stjernen om 'House of Gucci'
Billede
(© MGM / SF Studios)

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Lady Gaga er aktuel i karrierens blot anden hovedrolle i House of Gucci, hvor hun spiller Patrizia Reggiani, der gifter sig ind i den velhavende og moderigtige Gucci-familie.

Vi har som det eneste danske medie talt med den 35-årige stjerne, som åbner op omkring sine meget omtalte arbejdsmetoder, det såkaldte method acting, hvor hun forblev i rollen som Patrizia i over ni måneder - både foran og uden for kameraet. Se med i videoen øverst.

- Det sande arbejde er indeni. For ellers betyder alt det andet ikke noget, og det er blot en imitation af karakteren. Så det var meget vigtig for mig, at jeg lavede det indre arbejde for at forstå hende.

Lady Gaga fortæller, at det i første omgang krævede meget - som i rigtig meget - research:

- Jeg arbejdede som en journalist, som en detektiv ... der er SÅ mange hemmeligheder, som jeg kender om Gucci-familien. Så mange hemmeligheder som jeg kender om Patrizia, som ikke er med i filmen. Men jeg besluttede mig for at finde ud af så meget, som jeg kunne, sådan at når jeg spillede hende, var det ægte.

LÆS OGSÅ: Én særlig fascination fik Lady Gaga til at sige ja til 'House of Gucci'

En del af skuespillerindens krævende forarbejde inkluderede at skrive en biografi:

- Det startede med 30 sider og sluttede med 80 sider. Det er en lang, lang biografi. Eller en "selvbiografi", da jeg skrev den som hende. I første person. Så det brugte jeg som en metode til at blive hende.

Lady Gaga ved godt, at hendes metoder om at forblive i karakteren i ni måneder var ekstreme:

- Jeg tror ikke, at det er den bedste måde at spille skuespil på. Jeg tror ikke, at det er den eneste måde at spille skuespil på. Men det hjalp mig, fordi [instruktør] Ridley Scott optager hurtigt. At hoppe ind og ud af karakter er meget sværere for mig.

- Det er sjovt, fordi jeg tror, at folk synes at blive i karakteren for så lang tid er skørt. Og meget udfordrende for sindet. Men jeg synes, at det er mere udfordrende at veksle mellem mig selv og en anden person. Fordi jeg knyttede sådan et stærkt bånd til hende, gav det mere mening for mig at forblive som hende hele tiden.

Se vores video-interview med Lady Gaga øverst, hvor hun også fortæller, hvorfor hun valgte ikke at møde den virkelige Patrizia inden indspilningerne.

'House of Gucci' kan igen ses i biografen fra den 16. januar.