"Selv svinene er jo mennesker"

Interview med Ole og Fanny Bornedal om 'Skyggen i mit øje'
Billede
(© Lasse Frank / SF Studios)

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Ole Bornedal har filmatiseret en af Danmarkshistoriens største tragedier. Bombningen af Den Franske Skole i 1945 er nemlig omdrejningspunktet for den biografaktuelle Skyggen i mit øje.

En fatal fejl fra det britiske flyvevåben betød, at mange uskyldige blev dræbt. En historie, som har været utroligt svær at håndtere og bearbejde fortæller instruktøren bag:

- Det er jo ikke blevet fortiet det her. Det er bare noget, man ikke har talt så meget om i efterkrigstiden, fordi det var sådan en vanskelig historie. Hvordan kan man italesætte historien om, at unge, engelske Royal Air Force helte slår en masse børn og nonnerne ihjel. Det er jo for absurd. Og absurde historier har man naturligvis svært ved at fortælle i spillefilm.

Fanny Leander Bornedal, der spiller nonnen Teresa i filmen, fortæller: "Jeg var overrasket over, hvor lidt jeg kendte til det. Det er et lille stykke glemt historie, føles det som".

Vi har over årene set flere danske 2. verdenkrigsfilm. Men med 'Skyggen i mit øje' vil Ole Bornedal gøre op med nogle af de klassiske elementer, som oftest gør sig gældende i de skildringer:

- Den danske modstandshelt har vind i håret og er rank, hvad enten han hedder Thure Lindhardt, Jens Jørn Spottag eller Paul Reichhardt i gamle dage. Og tyskeren, han har sorte støvler på, sort tøj på og et ar ned over øjet, så han er ond. Det er den der firkantede måde at se verden på.

- I den her fortælling er det svært at vide, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Og hvorfor sker det, og hvorfor sker det ikke. Det viser, at virkeligheden er større, end vi gerne vi have at den er.

Det grimmeste ord på dansk

Instruktøren fortæller bl.a., hvordan han har forsøgt at nuancere portrætteringen af de danske nazister i sin film:

- Et af de grimmeste ord på dansk, det er hipo-svin. Hipoerne, det var hilfe polizei ... de hjalp Gestapo. Og det var danske forrædere, og de var nogle svin. Altså ingen tvivl om, at de var nogle svin. Men her har vi alligevel en hipo i den her film spillet af Alex Høgh Andersen, som viser sig at være et menneske. Fordi det er det jo også. Selv svinene er jo mennesker.

- Selv de gode. Vi er de gode, vi er også indimellem nogle svin. Det er du også! Sådan er verden også.

Se hele video-interviewet med Ole Bornedal og Fanny Leander Bornedal øverst. Og følg med her på sitet, hvor vi udgiver mere af vores snak med de to i løbet af de næste par uger. 

'Skyggen i mit øje' kan ses i biografen fra 28. oktober.