Klam børnelokker giver mindelser om Pennywise i ny gyser-trailer

'The Black Phone' fra manden bag 'Sinister'
Billede
(© UIP)

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Sinister blev sidste år kåret til den uhyggeligste film nogensinde. I år måtte den dog se sig slået og endte på andenpladsen. Nu er manden bag, Scott Derrickson, klar med sin næste gyser, som vil give dig gåsehud. Se traileren øverst.

The Black Phone fortæller historien om den 13-årige dreng Finney Shaw (Mason Thames), der bliver fanget af en berygtet børnekidnapper, kendt som ”Napperen”.

Indespærret i en kælder begynder en afbrudt telefon at ringe, og det viser sig at være tidligere, døde ofre, der fra det hensiddes vil hjælpe Finney med at undslippe den sadistiske og maskeklædte morder.

’The Black Phone’ er baseret på Joe Hills novelle af samme navn, og allerede i traileren kan man se flere henvisninger til Hills far, Stephen King. Sorte balloner, en gul regnjakke og en stemning, som emmer af gysermesterens hovedværk It.

I rollen som børnelokkeren ses den Oscar-nominerede Ethan Hawke i, hvad der beskrives som karrierens mest frygtindgydende rolle, og han ligner i høj grad også en værre klamrian, der giver Pennywise-vibes, her som en mystisk børne-magiker med en mindeværdig maske. Hawke har tidligere medvirket i gyserfilm som The Purge og netop ’Sinister’.

Scott Derrickson har tidligere også instrueret gyserne Besat og Deliver Us From Evil samt Marvel-storfilmen Doctor Strange.

'The Black Phone' får biografpremiere den 3. februar 2022.