Første trailer til 'Hvidstengruppen 2' skildrer de efterladtes tragiske historie

Fortsættelse til den populære film om modstandsgruppen
Hvidstengruppen 2 - De efterladte / Nordisk Film Distribution
(© Hvidstengruppen 2 - De efterladte / Nordisk Film Distribution)

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Tilbage i 2012 udkom filmen Hvidsten Gruppen om familien Fiil, der under den tyske besættelse under 2. verdenskrig blev en del af den danske modstandsbevægelse.

I Hvidstengruppen II – De efterladte følger vi de resterende medlemmer af familien Fiil og deres fortsatte kampe. Du kan nu se den første trailer til filmen, der giver et indblik i de rædsler familien stadig står over for. Se traileren øverst i artiklen.

'Hvidstengruppen II' fortsætter, hvor den første slap. Søstrene Gerda og Tulle Fiil bliver dømt til at sidde indespærret i et tysk fængsel, så Tulle må efterlade sin datter ved moren Gudrun. Filmen følger herefter Gerda og Tulle, der som krigsfanger går igennem rædsel efter rædsel, mens Gudrun kæmper hjemme fra kroen i Hvidsten for at få sine døtre hjem.

I rollen som Gudrun ses Bodil Jørgensen, der senest har været aktuel i Hvor kragerne vender. Marie Bach Hansen (Arvingerne) og Laura Winther Møller vender tilbage til rollerne som Gerda og Tulle.

Anne-Grethe Bjarup Riis, der også stod bag 'Hvidsten Gruppen', er tilbage i instruktørstolen.

'Hvidstengruppen II – De efterladte' får premiere 25. december.