Manden bag 'Den sjette sans' fucker med din hjerne igen i ny gyser-thriller

Se traileren til M. Night Shyamalans 'Old'
Old
(© Old (UIP))

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Manden bag den gysende uhyggelige nyklassiker The Sixth Sense og senest de to hits Split og Glass er klar med et isnende nyt, hjernevridende gys i filmen Old. Se traileren øverst.

Filmskaberen M. Night Shyamalan tager her publikum med til en på overfladen idyllisk strand, der dog snart viser sig at passe bedre på beskrivelsen ’dødens strand’. Og det ser ud til, at han har nye twists i ærmet.

'Old' handler nemlig om en familie, der holder ferie på den førnævnte tropiske ø, hvor der snart begynder at ske både mystiske og gruopvækkende ting.

Bl.a. finder familien et opløst lig i vandet, mens en mands ansigt på det nærmeste går i blodig forrådnelse. Der er nemlig noget helt galt med tiden, som på stranden går hurtigere end normalt, eftersom familiens medlemmer begynder at ældes hurtigt. Det resulterer bl.a. i en tidssyret graviditet. Gisp!

M. Night Shyamalan har samlet et spændende hold af skuespillere, der bl.a. tæller navne som Jojo Rabbit-stjernen Thomasin McKenzie, Gael García Bernal og Alex Wolff fra den skræmmende Hereditary samt Vicky Krieps, der bl.a. har kunnet opleves i thrilleren The Girl in the Spider's Web og det gribende drama Phantom Thread.

'Old' har biografpremiere den 22. juli.