Ryan Reynolds giver Green Lantern-rollen videre til Tom Cruise i hjemmelavet sammenklip

Skuespillerens egen superheltefilm får kniven
Billede
(© @VancityReynolds)

Han er flot. Han er morsom. Han er Deadpool. Men Ryan Reynolds er også en finurlig fætter på de sociale medier, hvor han så sent som i dag har udgivet sin egen alternative version af superheltefilmen Green Lantern.

Twitter-videoen er blot 27 sekunder lang og gør sit for at fjerne Reynolds i filmen. Ja, han likvideres endda af Deadpool og erstattes derefter af ingen ringere end Tom Cruise.

Så hvorfor bruger Reynold tid og energi på at dele denne video? Han har aldrig lagt skjul på, at han hader filmen og ikke mindst sig selv i den.

'Green Lantern' er da også berygtet for at være DC's fejlagtige bud på en ny slags superhelt tilbage i 2011, hvor Marvel samtidig lancerede både Thor og Captain America: The First Avenger. Resten er historie. 'Green Lantern' blev aldrig en franchise, og selvom Warner Bros. konstant planlægger et reboot af helten, er der intet nyt under solen der.

Ryan Reynolds er næste gang aktuel i Free Guy til december.