Timothée Chalamet forfører med en dans i første klip fra Little Women

Greta Gerwigs ventede film får også en unik slutning
Billede
(© SF STUDIOS)

Et veldrejet romantisk periodedrama, a la dem vi kender fra Jane Austens hånd, bør have mindst en god danse-scene på menuen. Og ja, det får vi således også i et af næste års mest ventede film, Little Women, der nu har udgivet første klip fra filmen.

Her ser vi en sød og flirtende dans mellem Saoirse Ronans ukuelige Jo og hendes bejler, Laurie spillet af en af filmverdens største stjerner pt., Timotheé Chalamet.

Handlingen følger fire søstre i tiden efter den amerikanske borgerkrig, der lever sammen med deres mor, mens forudindtagede kønsroller, ambitioner og kærlighed påvirker deres liv.

Rollelisten byder desuden på Emma WatsonMeryl StreepLaura Dern og ikke mindst Florence Pugh. Sidstnævnte er der allerede Oscar-buzz omkring.

Filmatiseringen er instrueret af Greta Gerwig (Lady Bird), og hun har netop meddelt, at hun har ændret slutningen radikalt fra Louisa May Alcotts klassiske forlæg, da den originale slutning aldrig var forfatterens eget valg. Vi skal dog ikke afsløre her, hvad den nye slutning bringer.

Premieredatoen i hjemlandet ligger i Oscar-højtiden, mens vi får filmen senere som del af Biografklub Danmarks program.

Little Women får dansk premiere den 26. marts.