Robert Pattinson har et stort overskæg i gyseren The Lighthouse

Willem Dafoe er også med i den nye trailer 
Billede
(© A24)

Instruktør Robert Eggers er med gyseren The Lighthouse tilbage efter sin imponerende og overnaturlige heksegyser The VVitch fra 2015. Der er nu landet en ny trailer.

Han har her samlet en særdeles stærk duo til sin sort/hvide film, nemlig Robert Pattinson med et stort overskæg og en altid karismatisk Willem Dafoe.

'The Lighthouse' handler om to fyrmestre - den erfarne Thomas Wake og den nyankomne Ephriam Winslow – der i 1890’erne holder til på en mystisk og isoleret øde ø i New England, hvor vanviddet lurer i kulissen.

Gyser-thrilleren er blevet vist både på filmfestivalen i Cannes og Toronto Film Festival. Her er den blevet modtaget særdeles godt.

Bl.a. var filmen så efterspurgt i Cannes, at vores udsendte ikke kunne kæmpe sig vej ind til visningen, selvom hun havde stået i kø i godt tre timer.
 
Vores mand i marken i Toronto havde større succes og har for nylig set filmen, som han bl.a. beskriver med ordene:

- En række masturbationsscener, en havfruevagina og voldelige konfrontationer senere er man godt og grundigt rystet.

‘The Lighthouse’ afventer en dansk distributør og premieredato.