Hitler er din usynlige ven i traileren til den skrupskøre komedie Jojo Rabbit

Thor: Ragnarok-instruktøren er tilbage!
Billede
(© 20th Century Fox)

Taika Waititi. Den smågeniale filmskaber bag film som Hunt for the Wilderpeople og Thor: Ragnarok er i starten af næste år tilbage med en endnu skørere film end hidtil præsteret. Titlen er Jojo Rabbit, og her spiller instruktøren selv rollen som Adolf Hitler. 

Nu er den første lange trailer ankommet, og med den får man fornemmelsen af, at Waititi har lavet sit svar på en Wes Anderson-film. Velkendte hits er alle oversat til tysk, alvoren erstattet af humor og stilen er klart mere æstetisk end den gængse 2WW-film.

Handlingen følger den 10-årige tyske dreng Jojo, der er i krise over krigen og sin egen rolle i Hitlers regime. Hans indre tumult fører til, at han får sig en usynlig ven i form af selveste Hitler (Taika Waititi).

Men det standser ikke der, for Jojos mor (Scarlett Johansson) udfordrer yderligere sin søns mentale tilstand, da det afsløres, at hun skjuler en jødisk pige på loftet.

Premieredatoen siger: "Oscar". Og med denne endelige trailer, ser komediens chance for at gnubbe skuldre med de tunge dramaer i den kommende prissæson utroligt gode ud.

Jojo Rabbit får dansk premiere den 16. januar.