Se Stifler fra American Pie som morderisk psykopat i gyser-trailer

Der venter blodige mord i 'Bloodline'
Billede
(© Blumhouse Productions)

De fleste kender nok Seann William Scott for sin rolle som den kække Steve Stifler i American Pie-filmene. Nu springer han imidlertid ud som morderisk psykopat i gyseren ’Bloodline’.

Der er nu landet en trailer for filmen, der både byder på sprøjtende blod, brutalt knivstikkere og ikke mindst William Scott som grum dræber.

Seann William Scott spiller Evan, der netop har fået sit første barn. Hans nye rolle som far lader imidlertid til at bringe ham på blodige afveje som kynisk morder. Der er nemlig ikke noget, der skal komme imellem ham og hans lille familie.

Det er det succesfulde produktionsselskab Blumhouse Productions, der står bag filmen. De har tidligere leveret gysende grumme filmoplevelser med bl.a. Paranormal Activity-filmene, Insidious-serien, The Purge-franchisen og Oscar-vinderen Get Out.

’Bloodline’ har endnu ingen dansk biografpremiere, men vi håber på også at kunne se den i biograferne her i landet.