Ragnarok truer i voldsom og actionfyldt trailer til den danske storfilm Valhalla

Det endelige episke opgør mellem guder og jætter
Valhalla
(© Nordisk Film)

Efterårets store danske eventyrfilm, Valhalla, har fået sin første lange trailer, efter teaser-traileren tidligere på året.

Den nye smagsprøve viser et mere dybdegående indblik i Fenar Ahmads filmatisering af Peter Madsens tegneserier, der tager udgangspunkt i og omskriver den nordiske mytologi med nye karakterer.

Menneskebørnene Røskva og Tjalfe ender i gudernes hjem, Valhalla, hvor de møder overhovedet Odin, tordenguden Thor og den luskede Loke.

I traileren ses bl.a. Røskva stå over for den frygtelige, kæmpestore Fenrisulv, ligesom vi får fortalt, at det endelige opgør mellem guder og jætter er på vej. Ragnarok står for døren...

Fenar Ahmad, der instruerer 'Valhalla', har tidligere stået bag Ækte vare og Underverden, hvoraf især sidstnævnte var en stor succes i biograferne med 173.567 solgte billetter.

Valhalla får premiere den 10. oktober.