Akavet intim voksbehandling i første trailer til den danske komedie Jagtsæson

Mille Dinesen & co. vil få dig til at krumme tæer
Billede
(© Nordisk Film)

Det er ikke så lidt, der går galt eller løber helt af sporet i den første trailer til komedien Jagtsæson, som har biografpremiere den 3. oktober.

I ’Jagtsæson’ følger man den nyligt fraskilte singlemor Eva (Mille Dinesen), der både taber sin telefon i sine havregryn, kommer uheldigt afsted med en omgang Brazilian waxing - og ikke nok med det, så folder hendes cykelhjelm sig også ud ved et uheld.

Det er dog ikke det eneste, som går skævt for Eva, der i filmen tager på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene (Lærke Winther), der skal hjælpe Eva igennem sin midtvejskrise.

Med på turen kommer dog den nye unge kæreste til Evas eksmand, Isabella (Stephania Potalivo), som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene.

Traileren byder desuden også på et akavet skole-hjem-møde, en faldskærmstur, der går helt galt, mens der også er sidespring på færde. Ja, tingene skal bare ”knaldes væk”, som det lyder.

Publikum kan altså se frem til at krumme tæer, når de tre kvinder gennemlever alt fra veninde-jalousi over fertilitetsbehandling, nye familiekonstellationer og lurende midtvejskriser.

Komedien er instrueret af Tilde Harkamp og skrevet af folkene bag de succesfulde Klassefesten-film.

’Jagtsæson’ har biografpremiere den 3. oktober.