Trailer til Bjarne Reuter-filmen Kaptajn Bimse

Ny dansk familiefilm med Anna, Bimse og Goggeletten
Billede
(© 41 Shadows)

Til sommer bliver en af Bjarne Reuters mest elskede børnebøger filmatiseret, når Kaptajn Bimse rammer biograferne. Øverst kan du se den første trailer.

'Kaptajn Bimse' handler om pigen Anna, der er ked af det, fordi hun har glemt dukken Sophie i sommerhuset, og hendes forældre ikke vil hente den.

En nat møder Anna den eventyrlige luftkaptajn Bimse, der tager hende med i propelflyveren Zanzibar. Med på rejsen er også andenpiloten Goggeletten og bamsen hr. Johnson, og sammen skal de fire venner redde Sophie og gøre Anna glad igen.

Filmen henvender sig tydeligt til den yngste målgruppe, men voksne kan også få et godt grin af især Peter Frödins kæmpestore fortænder som Goggeletten.

Bjarne Reuter har indtil videre skrevet seks bøger om Kaptajn Bimse, der udkom fra 1992 til 2012. Reuter er også kendt for at stå bag forlæggene til filmatiseringer som Zappa, Busters verden og senest Kidnapning.

Kaptajn Bimse får premiere den 27. juni.