Fy Fan! Sverige er uhyggelig i Hereditary-instruktørens nye gys

Første kig på folkhorror-filmen Midsommar 
Billede
(© A24)

A24 har netop udsendt traileren til et af årets mest ventede gys - Midsommar.

Filmen er ventet, da det er instruktøren Ari Asters opfølger til den mesterlige Hereditary fra sidste år - og blot filmskaberens anden film.

'Midsommar' foregår, som titlen afslører, i Sverige. Her følger vi et ungt par spillet af Jack Reynor og Florence Pugh, der rejser til Skandinavien for at besøge en vens afsidesliggende landsby. 

Sammen skal de fejre den svenske version af Sank Hans - også kendt som solhverv med en traditionel fest... eller det tror de da. For snart er de involvereret i et voldeligt og bizart ritual planlagt af en mystisk kult.

Will Poulter medvirker også i folkhorror-fortællingen, der leder tankerne hen på film som genre-klassikerne 'The Wicker Man', 'Picnic at Hanging Rock' og endda den svenske 'Häxan' fra 1922. Så er man til det overnaturlige, gode gammeldags ofringer og en omgang landlig idyl møder menneskelig råddenskab, er der virkelig noget at se frem til.

Midsommar får dansk premiere den 15. august.