Se den glemte Olsen-Banden-film fra 1976

Egon, Kjeld og Benny i et 16 minutters langt kup
Billede
(© Nordisk Film)

Vi måtte tage afsked med Morten Grunwald i sidste uge - han er især kendt for sin folkekære-rolle som Benny fra Olsen-Banden. I samspil med Ove Sprogøe og Poul Bundgaard tørnede den ikoniske trio ud i hele 14 film, men faktisk lavede de også en række reklamefilm med deres helt eget krimi-plot.

SE OGSÅ: Morten Grunwald: Nekrolog for hele Danmarks Benny

En af disse er 'Olsen-Banden - et isoleret tilfælde' som har været at finde på diverse DVD-udgivelser. En 16 minutters lang reklamefilm for isolationsfirmaet Superfos Glasuld, som er at finde på YouTube.

Kortfilmen er fra 1976 og har, udover de tre bandemedlemmer, også en asiatisk inspireret version af Bøffen i skikkelse af Ove Verner Hansen samt Arthur Jensen på rollelisten.

SE OGSÅ: Alle 14 Olsen-Banden-film fra værst til bedst

Det er faktisk ikke den eneste reklamefilm, som trekløveren lavede i perioden. Til den store 50-års jubilæumsfejring af Olsen-Banden tilbage i oktober i år blev en række hidtil usete kortfilm også vist, der fokuserede på at spare på energien. Hvornår disse finder vej til internettet er endnu uvist.