Hævngerrig Liam Neeson er den nye kraftidiot

Trailer til den norske genindspilning Cold Pursuit
Billede
(© SF Studios)

Liam Neeson er igen på hævntogt i sne-thrilleren Cold Pursuit - men denne gang med et twist.

Da den vellidte snerydder Niels (Neeson) og hans hustru (Laura Dern) mister deres søn til en overdosis, sender det familiefaren på en vild hævn, da han vil finde bagmændene bag den stofhandel, som har kostet sønnen livet.

Det lyder måske bekendt, hvis man har set en film med Liam Neeson indenfor de sidste 10 år, men modsat Taken, så ser 'Cold Pursuit' ud til at være gennemsyret af en sort humor. Det dominerer i hvert fald den nye trailer, der sender tankerne hen på Coen-brødrenes snehvide og kulsorte Fargo.

'Cold Pursuit' er en genindspilning af den populære norske film Kraftidioten (In Order of Disappearance) fra 2014, der er skrevet af danske Kim Fupz Aakeson. Det er samme instruktør, Hans Petter Moland, som har fået lov til at stå for den amerikanske version også.

Cold Pursuit får dansk biografpremiere den 28. februar 2019.