Første trailer til Skammerens datter 2 byder på dansk films største monster

Girl Power og Star Wars i Lene Kaaberbøl-fortsættelsen
Billede
(© Nordisk Film)

Den første trailer til Skammerens datter II: Slangens gave er netop landet - og den ser ud til at tage dansk fantasy til nye højder. 

Filmen følger pigen Dina, der har arvet sin mors magiske kræfter, og mødet med hendes far, sortemesteren Sezuan, der hjælper hende med at finde helt nye evner. Det bliver også brugtbart, da hendes venner Nico og Davin bliver taget til fange og indespærret.

Fortsættelsen til Skammerens datter fra 2015 er baseret på Lene Kaaberbøls populære bogserie. Men ifølge den nye films instruktør Ask Hasselbalch er der noget helt andet i vente. Han lover en større film på alle parametrer, det fortæller han, da vi fanger ham på telefonen:

- Dina går fra at være ung teenager til at blive kvinde i den her film. Det er en dannelsesrejse, en coming-of-age-fortælling. Det har været mit hovedfokus. Det er en film med masser af girl power. For en genrefascineret instruktør som mig har det været en drøm at lave en dansk fantasyfilm. Filmen føles større både i det ydre og det indre end den første.

Inspirationerne fra genren stråler ud af traileren, der leder ens tanker hen på store franchises som 'Ringenes Herre' og 'Star Wars', og instruktøren afslører da også, at Dejan Cukics karakter Sezuan er et mere eller mindre ubevidst nik til Stjernekrigens Mark Hamill.

Efterfølgeren gemmer dog også på en kolosal søslange, som man kan få et lille smugkig til allersidst i traileren:

- Med alt respekt, så er vi med i top to eller tre over danske filmmonstre sammen med Reptilicus og Lillebror fra 'Riget', afslutter Ask Hasselbalch.

Rebecca Emilie Sattrup er tilbage i rollen som skammerens datter, og hun får følgeskab af bl.a. Jakob Oftebro, Nicolas Bro, Søren Malling og Dejan Cukic.

Skammerens datter II: Slangens gave får premiere den 24. januar 2019.