88-årige Eastwood smugler narko i rørende trailer

Første kig på instruktørens svanesang The Mule
Billede
(© Warner Bros.)

Første trailer er ude til The Mule, der ligner mesterinstruktøren Clint Eastwoods svanesang og næste Oscar-kandidat – I kan godt berede jer på at blive rørte.

Filmen handler om den aldrende 2. verdenskrigsveteran Earl Stone, der på fallittens rand indleder et samarbejde med det mexicanske narkokartel som kurér.

Men ’The Mule’ er også en fortælling om en træt mand i sit livs efterår, der kæmper med at komme til tåls med alle sine fejltagelser, der har efterladt ham ene og alene.

På rollelisten er også Bradley Cooper, der samarbejdede med Clint Easwood på den Oscar-nominerede American Sniper. Cooper spiller en DEA-agent, der kommer på sporet af den gamle mands sidegeschæft.

Eastwood står altså både foran og bag kameraet, som han senest gjorde i pragtpræstationen Gran Torino. Det er hans første rolle i seks år, efter han egentlig bebudede sin skuespiller-pension, og derfor bliver ’The Mule’ nok den 88-åriges sidste optræden foran kameraet.

Men måske hele karrieren bliver afsluttet med en ny Oscar til kaminen?

The Mule får dansk premiere den 3. januar 2019.