Trailerpremiere: Årets vildeste og mest overraskende film

Cannes-vinderen Grænse
Billede
(© Camera Film)

I dag er traileren til den vanvittige Grænse udkommet - først på kino.dk!

Den svensk-danske film vandt hovedprisen i sidekonkurrencen Un Certain Regard ved årets filmfestival i Cannes, hvor vi så den. Og vi kan dermed stå inde for, at der er tale om et værk, der formår at blive ved med at overraske sit publikum, og som fra start til slut bliver vildere og vildere og vildere... Vi skal selvfølgelig ikke spoile hvorfor.

Filmen handler om den ensomme toldvagt Tina, der udover at se ret aparte ud kan lugte andre menneskers følelser - og derved også om de har gjort noget forkert. En evne der gør hende suveræn som toldvagt.

Da en mystisk mand dukker op i tolden, står hun pludseligt overfor en identisk mage. Snart blomstrer "kærligheden" mellem de to originaler.

Instruktøren Ali Abbasi er svensker men uddannet i Danmark. Hans forrige film var gyseren Shelley, og i 'Grænse' benytter han sig af flere greb fra gysergenren, men ellers er vi mere ovre i det fantastiske.

Grænse får dansk premiere den 27. september.