Første teaser til mulig ny dansk jule-klassiker

Paprika Steens komedie Den tid på året
Billede
(© Nordisk Film)

Sommeren er snart ovre, og vi nærmer os den tid på året, hvor vi skal til at finde julestemningen frem og familien skal samles i de små danske hjem. Det er netop også temaet i Paprika Steens kommende jule-film, der passende hedder Den tid på året.

Det underholdende familiedrama udspiller sig på selve juleaftens dag, hvor en traditionsrig aften med and, gaver og salmebog venter.

Men tingene tager en række uventede drejninger, da den skæve familie bliver samlet, og hvad der skulle være hjerternes fest ender i en kaotisk tilstand, hvor det ene humoristiske optrin følger det andet - helt i den danske juleånd.

Paprika Steen står både bag og foran kameraet, og med sig har hun en perlerække af danske skuespillere, herunder Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Lars Knutzon, Karen-Lise Mynster og Jacob Lohmann

Den første teaser lover godt, og en kommende danske jule-klassiker kunne være på vej.

Filmen er netop blevet udtaget til at blive vist på Toronto Festivalen sammen med flere andre danske film.

Den tid på året får premiere den 8. november.