Uhyggen breder sig i ny trailer til Jurassic World 2
Den nye og sidste trailer til Jurassic World: Fallen Kingdom beviser, hvorfor producer Colin Trevorrow har udtalt, at den nye efterfølger bliver langt mørkere end sine forgængere.
Dino'erne kommer nemlig ind til fastlandet, og her kommer de bl.a. på natlig visit hos en lille pige i en scene, der ligner noget som er taget ud af en gyserfilm.
Det er Børnehjemmet-instruktøren J.A. Bayona, der spreder uhyggen bag kameraet, og han ser altså ud til at tilføje en god dosis skræk og rædsel til den femte film i Jurassic-franchisen.
'Jurassic World: Fallen Kingdom' følger igen Owen og Claire, der snydes til at tage på en redningsaktion på Isla Nublar, men ender som en brik i, hvad der ligner et konsoritum med sortbørshandel af verdens farligeste rovdyr.
Chris Pratt og Bryce Dallas Howard ses i hovedrollerne, mens Jeff Goldblum vender tilbage som Ian Malcolm, som vi kender fra 1993-filmen.