En rigtig bokser giver aldrig op

Nyt klip fra dansk biografifilm
Den bedste mand/Nikola Predovic
(© Nikola Predovic)

Nordisk Film har udsendt et nyt klip fra den kommende film Den bedste mand.

Mikkel Boe Følsgaard spiller hovedrollen som bokseren Jørgen "Gamle" Hansen, der må sande, at har sværere og sværere ved at følge med sine yngre kolleger. Endnu værre ser det ud, da han bliver indlagt med meningitis.

Det nye klip viser en scene, hvor hans hustru (Lene Maria Christensen) er taget på hospitalet for at se til sin mand. Egentlig var der lagt op til, at Jørgen skulle bokse en titelkamp, som kunne afslutte deres økonomiske problemer, men sygdommen kan sætte en stopper for den ellers unikke mulighed.

Klippet afslører også noget af den humor, som filmen har med sig i kraft af Jørgens selvironiske kommentarer. Uanset hvor langt nede i møget, han kommer, er der altid en joke gemt i ærmet.

Filmen er baseret på virkelige hændelser og har Søren Malling i birollen som boksepromoteren Mogens Palle.

Den bedste mand får biografpremiere den 15. juni.