Trailerpremiere: Alfons Åberg

Det er hårdt at være for lille
Billede
(© Nordisk Film)

Til jul kan børn komme i biografen og opleve et velkendt ansigt, når den første spillefilm om Gunilla Bergströms svenske børnebogsfigur, Alfons Åberg, får premiere.

I dag kan vi vise den første trailer eksklusivt.

Animationsfilmen følger den 7-årige dreng, der drømmer om at eje en hund, men hele tiden får at vide, at han er for lille - ligesom han er for lille til at være med, når de store børn leger.

Men en dag møder Alfons og hans venner en rigtig tryllekunstner, og han kan måske trylle en hund frem…

Som noget nyt får alle karaktererne deres egne, unikke stemmer - bl.a. Alfons piberygende, avislæsende og rolige far.

Hokus pokus Alfons Åberg får dansk premiere den 25. december.