You Were Never Really Here

Joaquin Phoenix er lejemorderen Joe, der er virklig messed-up i hovedet. Han vakler omkring som i en døs og er plaget af traumer fra hans barndom og andre ubehagelige oplevelser. Filmen er i det hele taget ret ubehagelig at se på. Det er en mørk, grim og dyster version af Léon. Men med den forskel, at Léon's kære plante er skiftet ud med Joe's kære gamle mor. Selv om det ikke ligefrem er en film, som man bliver i godt humør af, så er den bestemt værd at se for de stemningsfulde billeder og Joaquin Phoenix' pinefulde karakterspil.

Hvad. Sker. Der?

Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg har været SÅ uenig med de fleste anmeldere. Det her er ubetinget en af de mest ringe film, jeg nogensinde har set i biografen. Handlingen og manus er så klichéfyldt, at jeg havde forstået det langt bedre, hvis det var ment som en spoof på en genre, der gerne tager sig selv alvorligt. Jeg ELSKER ellers film som 'Taxi Driver', Leon og flere af Refns værker, som denne film så tydeligt har lånt af uden - imho - overhovedet at fatte, hvad der gør en god film god.

Fair nok, Phoenix kan spille en forpint mand så let som at blinke med øjnene. Og andet får han bestemt heller ikke lov til i denne film, hvor vi på den ene side bliver stopfodret med klichéfyldte tilbageblik og på den anden side ikke helt må få et indblik i, hvad der ligger til grund for, at han har besluttet sig for at slå alle bad guys ihjel med en hammer, mens han plejer sin aldrende mor. Det er ikke antydningens kunst. Det er klichéernes holdeplads nr. 1.

Havde man skåret 85 unødvendige minutter væk, kunne det bestemt have været en interessant musikvideo med en flot billedside. Men i spillefilmslængde dumper de fuldstændigt ensporede karakterer, der fremstår som ligegyldige karikaturer. Filmen har hverken den nødvendige ro til at lade os føle karaktererne eller noget på hjerte andet end angst og smerte, som den end ikke formår at overføre til publikum. Jeg blev ikke én gang rørt eller følte mig skræmt eller involveret i det tynde plot. Fair nok - en del af scenerne var ulækre på grund af karakterernes handlinger. Men klichéerne gjorde samtidig det hele så komisk, at det var umuligt at mærke selv de mere barske scener.

Det er virkelig sjældent, at jeg har haft lyst til at forlade en biografsal før tid. Men kun en blanding af stædighed og forvirring over, om det virkelig kunne passe, at filmen var SÅ ringe, gjorde, at jeg og min ledsager blev.

Glem alt om denne film og se "Taxi Driver" i stedet for. Den har præcis alt det, som "You Were Never Really Here" ville ønske den havde. Måske er en stjerne vel hårdt for en film, der trods alt rummer en Phoenix, som virkelig prøver og en billedside, som kun enkelte gange fucker op. Men filmen er bare som helhed så ufrivilligt morsom, at jeg simpelthen ikke kan finde belæg for at uddele mere end højst en stjerne.

You Were Never Really Here foregår primært i Cincinnatis knap så tiltalende bydele, blandt ludere, lommetyve og voldsmænd, og man fornemmer at instruktøren bestemt ikke er ude på at forskønne det noget falmede indtryk, man efterhånden har af Trumps USA anno 2018. I filmen er statens (Ohio) senator Votto, en skidt karl af den rigtig ulækre slags! Jeg ved ikke om den del har noget med virkeligheden at gøre?

Joe har PTSD og har sine indre dæmoner at kæmpe med. Han bor sammen med hans senil-demente mor, som han har noget besværet, men dog relativt kærligt, forhold til. Joe har opbygget en lille gesjæft, hvor han opsporer forsvundne børn og bringer dem til veje igen. Bortførerne og alle andre der prøver at byde ham op til dans, får med hammeren, i bogstaveligste forstand. Hans arbejdsgiver, den noget anløbne John McCleary, har et nyt job til Joe, da guvernør Williams datter er forsvundet, og er klar til at betale kassen for at få hende bragt til veje igen. Selv om Joe er plaget af mareridt, som han også oplever i vågen tilstand, kaster han sig metodisk over opgaven, og inden længe har han fundet den kidnappede guvernørdatter …

You Were Never Really Here – 40. 39. 38. 37. …
Vi bliver kastet direkte ind i handlingen i You Were Never Really Here. Vi får med det samme et indblik i Joes agressive og forvirrede verden, hvor volden på sin hvis, synes at give noget af den orden og struktur som Joe savner i sit hoved. At han har været involveret i nogle krigssituationer er åbenbart, men hvad, hvor og hvornår får vi ikke at vide. En masse korte og rodede flash-backs, gør os ikke klogere som sådan. Men at det har fucket ham totalt op, står lysende klart. Vi får ikke mere end det højst nødvendige at vide, hvilket egentlig er rart, thi film der skærer fortiden ud i pap kan være belastende og taler ned til os som publikum.

Joaquin Phoenix er eminent som den afstumpede Joe. Det er 100 % hans film. Alle de andre skuespillere i filmen er bifigurer. Bevares de spiller såmænd deres roller glimrende og understøtter Phoenix på bedste vis. Men det er så det. Joe er en voldelig mand, men absolut ikke nogen dårlig mand. Han fungerer som han bedst kan, med hans tunge bagage. Og det er kun de dumme svin der kommer til at smage hans hammer.

Instruktøren Lynne Ramsay er ny for mig, må jeg indrømme, men hun kan absolut noget. Så som at få en film til at fremstå ekstremt voldelig og direkte, uden at vi egentlig ser noget (ret meget) vold. Det meste voldelige ses fra sort/hvide og grynede overvågningsoptagelser. Men som vi jo har set før i filmhistoren, er de mest voldelige eller direkte sexscener vi har set, netop nogen som vi ikke har set, mens som instruktøren har fået plantet vores hoveder … uden rent faktisk at have været vidne til dem. Spørg bare Hitchcock, thi han var mesteren udi dette!

Hele filmen, med undtagelse af nogle overvågningsoptagelser, er fotograferet i close ups, i “skæve” og ikke centrerede klip. Undertiden er vi så tæt på, at man til at begynde med kan være tvivl om, hvad der egentlig sker. Men det medvirker til at forstærke den fortættede og ubehagelige stemning som gennemsyrer filmen. Musik og lydbilleder i You Were Never Really Here fungerer også perfekt som en ubehagsskabende faktor. Den er ikke gennemtrængende, men virker nærmest på et subliminalt plan. Supergodt lavet!

Konklusion – You Were Never Really Here
You Were Never Really Here er vist ikke lavet på verdens største budget, men med en skuespiller som Joaquin Phoenix i hovedrollen, gør det absolut intet. Filmen antyder at nogle af samfundets spidser er indblandet i nogle af de mest ubehagelige forbrydelser man kan forestille sig. Det er kun en film, men man kan jo alligevel ikke lade være med at tænke sit. You Were Never Really Here får fire store stjerner.

blog.nilsbuch.dk

Ren kedsomhed, langtrukken uden egentlig handling eller spænding

Det kunne bare have været en film om en mand, der hævner med en hammer. Men den er SÅ meget mere end det.

Joaquin Phoenix har den altafgørende hovedrolle i You Were Never Really Here, og han spiller den til perfektion. Det er dog også på alle måder en Lynne Ramsey film, hvilket betyder tempo og fokus er anderledes end i mange store film. Der er meget mere indie og alternativ filmkunst over You Were Never Really Here, end der er Hollywood.

Kunne du lide hendes film We Need to Talk About Kevin, så vil du også elske denne.

Selvom Joaquin Phoenix er fantastisk, så får han også skønt modspil. Blandt andet fra Judith Roberts (bugtaleren fra James Wan filmen Dead Silence), der spiller hans mor. Og også fra den unge Ekaterina Samsonov, der spiller pigen, Nina, som hovedpersonen skal redde.

You Were Never Really Here er virkelig en genial lille film. Historien er lille, men vedkommende og vigtig, og persongalleriet er fascinerende. Se den nu bare og blive underholdt, udfordret og forundret!