I screwball-komedien ’Det store spring’ – Coen-brødrenes første big budget-produktion med dertil hørende ekstravagant sceno- og fotografi – spiller Tim Robbins på alle tangenter som den underfrankerede Norville Barnes, der ansættes som marionetdirektør hos Hudsucker Industries, da den udspekulerede bestyrelsesformand (Paul Newman) dermed regner med at få firmaets aktier til at falde, så han hurtigt kan overtage det. Men Barnes er ikke så tumpet endda. Han ”opfinder” et hoftesnurrende hit, hulahopringen, og kan ikke sådan lige vippes af pinden.
Tim Robbins bliver i bedste Bossen & Bumsen stil nærmest taget fra gaden (eller rettere kælderen) og indsat som direktør for en kæmpe produktionsvirksomhed. Selvfølgelig viser det sig, at han ikke er helt uden evner, og han får stor succes med at genopfinde hjulet: "You know - for kids...".
Samtidig med crazy-komedien indflettes en rom-com mellem Tim Robbins og Jennifer Jason Leigh. De spiller desværre begge alt for "off" og overgearet til, at man kan mærke dem som mennesker. At romancen ikke helt fungerer gør dog ikke så meget. Filmen er spækket med opfindsomhed og bestemt seværdig. Lidt underligt at denne Coen-film er endt som et næsten glemt størrelse blandt de mange andre ikoniske værker.
Men helt i deres ånd - humor på højt plan. Jo amerikanske forretningsmænd springer da ud af vinduet, når tingene går galt.
Bruger anmeldelser (2)
Skriv din egen anmeldelse