Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Take Shelter

Tilladt for børn over 15 år

Se mere på medierådet.dk
05.07.2012
| |
2 timer (ekskl. reklamer og trailers)
|
Take Shelter
|

I filmen 'Take Shelter' bor Curtis LaForche (Michael Shannon) i en lille by i staten Ohio. Han har en række skræmmende, næsten dommedagsagtige drømme.

Hans mareridt plager ham i dagligdagen, og inden længe begynder det at gå ud over kollegaerne og hans familie, den rådvilde kone Samantha (Jessica Chastain) og deres døve datter Hannah, som han ikke indvier i sine trængsler.

Curtis tager til lægen, og her kommer det frem, at da Curtis’ mor var på hans nuværende alder, blev hun diagnosticeret med paranoid skizofreni.

Curtis føler sig nu mere og mere overbevist om, at noget forfærdeligt er under opsejling, og han graver ud til et beskyttelsesrum i baghaven, som skal redde ham og hans familie. Men eksisterer faren kun i hans fantasi?

'Take Shelter' er en amerikansk independentfilm, der har modtaget et væld af priser på filmfestivaler og af kritikersammenslutninger rundt om i verden, mest bemærkelsesværdigt tre priser på Cannes Filmfestival i 2011.

Hovedrollen spilles af Michael Shannon, der også arbejdede sammen med instruktøren Jeff Nichols på dennes debutfilm 'Shotgun Stories' (2007).

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (65 votes)
4.4
4.6

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... uhyggeligt dragende og foruroligende..." (Louise Kidde Sauntved)

  • BT

    "... en uhørt blanding af en underspillet katastofefilm og et intenst og dragende psykologisk drama... Jeff Nichols formår at holde historien spændende, frisk og dynamisk." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "Det filmiske håndværk er toptunet - både visuelt og lydligt. Men den altoverskyggende tour de force er skuespillet fra Michael Shannon og Jessica Chastain... Rørende og rystende på én gang..." (Peter Albrechtsen)

  • Jyllands-Posten

    "Curtis spilles overbevisende og frygtindgydende af Michael Shannon... [Manuskriptet] lider under den svaghed, som instruktionen ikke retter op, at der hverken skabes sympati eller medlidenhed med den plagede Curtis." (Johs. H. Christensen)

  • Politiken

    "... et voldsomt velspillet og glimtvis dybt bevægende portræt af den moderne mand og de mekanismer, der giver os stress og angst." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "'Take Shelter' er ikke en gyser. Alligevel bliver spændingen næsten ubærlig. Man må simpelt hen se, om Curtis får ret." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
GiwizZeni

’Take Shelter’ er en af den slags små amerikanske ’indie-film’, der ikke kommer ret mange af i biograferne herhjemme. Budgettet er ikke så stort at det rækker til markedsføring i udlandet, så de kommer tit flyvende ind under radaren – måske endda bare direkte ud på DVD/VOD.
Jeff Nichols voldsomt velspillede og dybt bevægende hverdagsthriller ’Take Shelter’ fra 2011, kom til Danmark på en bølge af priser og gode anmeldelser. Det resulterede i en begrænset biografdistribution og endda en Bodil-nominering for ’Bedste Amerikanske Film’ i 2013. Jeg var så heldig at se den i Gloria, for senere at gense den mange gange på Blue-Ray siden. Den rørte mig dybt både emotionelt og intellektuelt, og flere scener giver mig stadig kuldegysninger. Det er derfor en film jeg meget gerne vil anbefale alle at se.

Lidt om handlingen: Den altid seværdige Michael Shannon spiller familiefaderen Curtis, gift med Samantha – spillet af den ligeledes skønne Jessica Chastain. Sammen har de datteren Hannah, som er døv. Curtis er den helt almindelige amerikanske arbejdsmand, som taget direkte ud af en Bruce Springsteen sang, stille, kærlig og indadvendt. En ’salt of the Earth-fyr’ med få midler og store bekymringer. Dagen og vejen, foruden regninger til lægebehandling og specialundervisning til datteren hober sig op og det slider på nerverne. Det gør det ikke lettere at Curtis mor blev ramt af paranoid skizofreni, da hun var på Curtis alder og nu er på et plejehjem. Er den slags ikke arveligt? Kan noget lignende ramme mig? Det er spørgsmål Curtis går og tumler med. Men desværre går han med det hele selv, for hvordan snakker man om den slags ømtålelige emner? Han er jo manden, den stærke i forholdet, faderen der skal kunne klare at sørge for sin familie og ikke vise tegn på svaghed – den ”rigtige” mands største udfordring i vor tid.

Som om Curtis ikke er spændt hårdt nok for, begynder han at få nogle mærkelige drømme eller syner, varsler om en kommende katastrofe. Han hører torden, når ingen andre kan høre det. Ser store sværme af sorte fugle samles på himmelen og oplever regnskyl som var det dråber af fed og klæbrig olie. Så i frygt for fremtiden kaster han sig ud i et enormt projekt, med at udbygge og udruste familiens lille glemte underjordiske tornadobeskyttelsesrum. Et projekt der til at begynde med virker tilforladeligt og fornuftigt, men som en anden mani ikke desto mindre koster både tid, kræfter og familiens få sammensparede midler. Familien lider logisk nok under det de ikke forstår og bliver mere og mere bekymrede for farmand. Jo mere desperat Curtis forsøger at løse situationen, desto mere kaos og frygt spreder han i sin omgangskreds. I sin besættelse for at beskytte sin familie, isolerer han sig mere og mere fra dem. Søvnløshed, panikangst og en mere og mere irrationel opførsel bringer efterhånden Curtis længere og længere væk fra sine nærmeste og længere og længere ned i sindets mørke kælder. Familie og venner mistænker eller frygter, at det er en begyndende psykisk lidelse. Men hvad nu hvis…

Er det fantasi eller virkelighed? Indbildning eller overnaturlige (men virkelige) varsler om en forstående dommedag? Er det stress og en deraf følgende depression eller et guddommeligt vink med en vognstang, om at redde sig selv og sin familie imens tid er? Hvad der er der rene galskab i ens normale hverdags tummerum, kan være genialt og livreddende hvis apokalypsen indtræffer i morgen. Curtis kan godt se at omverdenen trækker sig væk fra ham i frygt og undren, men han tør på den anden side ikke stoppe sit katastrofeberedskab. Er det en eller anden OCD-agtig form for tvangsadfærd eller en fars kamp for at leve op til sin pligt som forsørger og beskytter?

Jeff Nichols er både manuskriptforfatter og instruktør på ’Take Shelter’ og det er denne suverænt konstruerede dobbeltbund i historien, der holder en på kanten af sædet hele vejen. Grænsen imellem stresset febervildelse og virkelighedens uoverskuelighed udviskes mere og mere, for filmens fremdrift er selvfølgelig spørgsmålet om Curtis er gal eller genial. En af filmens mange styrker er netop dens ambivalens, dens åbne slutning giver mulighed for vores egen fortolkning. Man er som tilskuer lige så meget på Herrens mark som Curtis. Man ved aldrig hvordan man skal tolke det man ser og oplever. Chokeffekter og mærkelige mareridtsagtige drømmesekvenser er noget der normalt ikke ses i hverdagsdramaer, men Nichols bruger netop gyserfilmens virkemidler, til at skabe en dybt foruroligende stemning i sin film. Uden at det på nogen måde overdrives bliver den klassiske ’Feel-Good film’ stille og roligt forvandlet til en knugende ’Feel-Bad thriller’, for man føler virkelig med Curtis og hans fortvivlede familie, samtidig med at man næsten fysisk påvirkes at hans nedadgående sindstilstand. Det er kraftfuldt, ubehageligt, men bestemt også uforglemmeligt!

Ved første øjekast kan man godt få den tanke at det er en ’low-budget’ katastrofefilm, en moderne Noas Ark og syndflodsfortælling og det kan den også sagtens tolkes som, for tænk engang hvis fyren med ’ENDEN ER NÆR-skiltet’ har ret... Men det er ikke som sådan en katastrofefilm. Dog den ulmende og faretruende stemning leder en i den retning og man frygter det værste – uanset hvad det så ender med at blive. I virkeligheden ser jeg mere filmen som et dramatisk og uortodokst bud på, hvad det er for mekanismer der driver moderne mænd (som mig selv) til på stribe at gå ned med stress. Manderollen er i vore dage blevet diffus. Man skal både være hård og blød. Stærk og svag. Seriøs og sjov. En forsørger, der også skal bruge tid på at være sammen med familien. Et tungtvejende ansvar lægger på vore skuldre, ønsket om eller ansvaret for at beskytte sine egne imod naturkatastrofer, pandemier, vold, kriminalitet, samt mobning, fedme og dårlige kreditforeningslån. Med andre ord: Alle tænkelige farer – virkelige såvel som indbildte. Hvad enten det trækker op til storm i virkeligheden eller det bare er inde i Curtis eget hoved, så er vanvidsprojektet med beskyttelsesbunkeren i baghaven, en glimrende metafor for en faderlig og maskulin beskyttertrang og udfordringerne med tegnsprog et rammende billede på familiens indbyrdes kommunikationsproblemer.

Michael Shannon – som vi siden har set som skurken general Zod i ’Man of Steel’ – spiller her med en nerve, præcision og indlevelse der er fantastisk. Man har en enorm sympati for ham, samtidig med at man undres og frastødes over hans opførsel. Selvom både Jessica Chastain og Tova Stewart også er gode som henholdsvis hårdtprøvet mor og handikappet datter, er det Shannon’s film. Med sit altid intense – men her også meget lavmælte og kærlige – skuespil, bærer han filmen på sine brede skuldre. Hans uudgrundelige og hårde ansigtstræk gør at han ofte castes som skurk, men her bruger han det til at spille kærlig, men forpint familiefar. Den største ros skal gå til den kun 37-årige Jeff Nichlos, der senere lavede de ligeledes suveræne film ’Mud’ og ’Midnight Special’. Hans evne til at blande hverdagsdrama og katastrofefilm med stænk af gysergenren, uudtalte psykologiske symboler med jordnær virkelighed, resultere her i at han med få virkemidler får skruet en absolut enestående film sammen.

Wayne

Der er kun få skuespillere som er i stand til at spille så intenst og forpint som det Shannon præsterer i denne rolle.

Man kan kun håbe at flere får øjenene op for hvor dygtig han er og giver ham nogle roller med kød på.

Smuk film om grænsen mellem galskab og virkelighed.

Nikolaj

Som man har noget at tænke over efterfølgende.

J

Take Shelter kan på overfladen ligne én af de utallige dommedagsfilm, der har set lyset i de seneste år, og som drager et større og større publikum til sig. Heldigvis er denne film et friskt pust i dyngen af 2012-lignende film, og hvis man graver dybere vil man opdage, at filmen er et vellykket og ukonventionelt studie i det moderne menneske, og hvordan fænomener såsom stress og angst lægger hårdtarbejdende mennesker ned på stribe. De fleste af os kan relatere til en stresset hverdag, men hvorfor bliver visse personer ramt hårdere end andre? Og hvordan sætter man en stopper for problemet, før ens verden bliver vendt på hovedet, og man må se sine nærmeste forlade ens side?

Curtis (Michael Shannon) er en anerkendt mand blandt kollegaer, familie, venner og forstadskvarterets beboere. ”You got a good life, Curtis”, påpeger hans nære ven og kollega Dewart i starten af filmen, og man får indtrykket af en hårdtarbejdende protagonist, der, på trods af økonomiske problemer har opbygget et liv med kone, børn og alt hvad der hører til. Men Curtis’ liv er på vej ud af balance, bedst symboliseret af en olie-lignende regnbyge i filmens teknisk mageløse åbningsscene. Selv naturen går i oprør, og selvom det blot er den første af mange foruroligende mareridt, får man en nagende fornemmelse af ubehag, og at der under forstadsfacaden ulmer noget mørkt. Jo mere Curtis plages af mareridt, som er foruroligende virkelighedstro, jo mere krakelerer balancen i hans liv, og venner og familie vendes mod ham. Mareridtene starter altid med en storm, og efterfølges ellers henholdsvis af bidske hunde, kidnapninger forårsaget af ukendte og mystiske personer, skarpe knive eller brud på tyngdekraften. Da Curtis også begynder at høre torden ved højlys dag, beslutter han sig for at udbygge tornadobeskyttelsesrummet i familiens baghave, overbevist om at en frygtelig storm er på vej. Hans mor blev diagnosticeret skizofren i samme alder, som Curtis nu befinder sig i, og han frygter samtidig for sin tilstand. Til trods for dette, bruger han familiens surt opsparede penge på beskyttelsesrum, gasmasker og andet sikkerhedsudstyr. Er Curtis skør, eller truer en altødelæggende storm virkelig de rolige forstæder?

Jeff Nichols præsterer mageløst, at inddrage seeren på en sådan måde, at Curtis aldrig virker oprigtigt tosset. Man bliver selv frustreret når Curtis’ venner og kollegaer stigmatiserer ham som skør og forstår, at når han udbygger tornadobeskyttelsesrummet er det i et forsøg på at beskytte sin familie. Forskellen mellem gal og genial er ikke stor, og Take Shelter understreger dette faktum med tyk streg. Den stressede fantasi og den ubalancerede virkelighed blandes let sammen, og Nichols formår dette ved først og fremmest at inddrage seeren i Curtis’ drømme. Der krydsklippes med elegance fra drøm til virkelighed, hvilket udtværer grænsen mellem de to, og det flotte og mystikfyldte soundtrack eksisterer ligeledes i begge. Ydermere følger fysiske konsekvenser på den psykiske lidelse i form af Curtis’ smerter i armen, efter at være blevet bidt af hunden Red i et mareridt. Denne dobbelthed er også at finde i symboler for Curtis’ tilstand som tegnsprog, døvhed og ikke mindst beskyttelsesrummet. Vekselvirkningen mellem de to, og dermed den evindelige undren over Curtis’ tilstand, fungerer som spændingsmotor i filmen.

Tilstanden Curtis bliver tillagt er et samfundsmæssigt problem, som Nichols bearbejder til fulde. Årsagen er ikke stress eller angst, for de to er en konsekvens af vores måde at leve på. Som familiens overhoved må Curtis udfylde en del roller i sin hverdag, eksempelvis på jobbet, hvor han arbejder med boremaskiner (et symbol på Curtis’ udgravning af sine egne dæmoner), i lokalmiljøet, hvor han deltager i middagsselskaber og andre begivenheder, og i familien, hvor han må tage sig af sin døve datter og samtidig tjene penge til dyre operationer. Forventningerne til Curtis er store, og ansvaret er udelukkende hans. Forventningspres er noget vi alle kan relatere til, og som Curtis’ liv kommer ud af balance, misser han flere og flere deadlines. Portrætteret til perfektion af Michael Shannon, tydeliggøres det hvordan Curtis er ved at krakelere lige så langsomt, og i en af de mest mindeværdige scener jeg nogensinde har set, eksploderer manden til en middag for lokalsamfundet til fuldt skue for alle. En forløsning af samtlige frustrationer gennem hele filmen, og et pragteksemplar på hvorfor Michael Shannon er en skuespiller, der er værd at holde øje med. Filmens afslutning pointerer, at problemet hele tiden har været manglende kommunikation mellem Curtis og sine omgivelser. For Take Shelter er ikke blot en film om en mands fordærv til psykiske lidelser, men en film om ægteskab, støtte og kommunikation.

”Curtis, are you stressed out?” Til konens spørgsmål svarer Curtis: “No more than anybody else.” Dette er et fænomen, der gør sig gældende blandt mange mennesker, og filmen giver indsigt i netop stress og angst, og håndteringen af denne. Støtte og kommunikation er nødvendig i processen, og om Curtis virkelig lider under angst eller stress er underordnet så længe familien er ved hans side. I en magtdemonstration af teknisk formåen, personudvikling og indsigt i det moderne menneske udfolder Jeff Nichols en historie, der er let at relatere til, dybsindig og spændende – og det blot med en enkelt film i bagagen. Dette er bestemt en instruktør, der er værd at holde øje med i fremtiden. Indtil hans næste film vil et par genvisninger af Take Shelter ikke tage skade – den er i sandhed en mageløs præstation, og blandt 2011’s bedste film.

S. Rico

Michael Shannon stjæler det meste af opmærksomheden med hans meget intense og troværdige spil. Det får tankerne til at ledes hen på Joaquin Phoenix' pragtpræstation i The Master. Og de to skuespillere minder da også en del om hinanden i både udseende og i den måde de har grebet de to roller an på.

Historien i Take Shelter er ganske interessant, men er man interesseret i at få en afslutning på historien, så bliver man skuffet, for filmens slutning er metaforisk og giver ikke meget mening i en historiefortæller tilgang. Instruktøren har ganske givet gerne ville lave en kunstnerisk afslutning, og det er da også smukt, og budskabet er godt. Men som nævnt giver det desværre ingen mening, hvis man prøver at fortolke, hvad det så betyder for den konkrete historie (med mindre man tror på "profet teorien").

Kan man leve med den Terrence Mallick agtige afslutning, så er det afgjort en super god film.

Jeff

Anyone who watches Boardwalk Empire knows how good an actor Shannon is and how well be can play that “guy-on-the-edge-of-madness” role. In Take Shelter he takes that to another level. It’s an outstanding performance! Chastain is her usual excellent in this strange and fascinating movie. Everything I want to write about this movie is a spoiler, so I just have to say it was great and the ending is quite simply perfect.

Joachim

Ved godt denne film, får udmærket anmeldelser og den scorede en høj karakter inde på imdb, men det er godt nok ikke lige en film får mig. Keder mig gevaldigt under hele filmen, var faktisk tæt på at forlade biografen! Måske fordi jeg ikke rigtigt kunne sætte mig ind i dommedagsvisioner som de bruger som metafor for Curtis' angst. Så synes jeg nu heller ikke der er så meget nyt i den. En mand, der er i personlig krise også begynder, at se de her dommedagsvisioner.

Også synes jeg nu heller ikke, at Michael Shannon imponere mig vildt meget i denne film.

Men det er jo det fantastisk ved film, at man ser på den med forskellige øjne..

Stine

Var inde og se Take Shelter i dag. Fantastisk film, som både var meget rørende og utrolig nervepirrende. Dygtigt skuespil. Især Michael Shannon brillierer. Man sidder næsten åndeløst yderst på stolen og følger med i, om Curtis (Michael Shannon) virkelig er psykisk syg eller om hans syner og drømmer er et varsel om en tid, som ingen af os har lyst til at opleve. Kan virkelig anbefales.

Daniel

Helt klart en af årets bedste!

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.