Take Shelter

’Take Shelter’ er en af den slags små amerikanske ’indie-film’, der ikke kommer ret mange af i biograferne herhjemme. Budgettet er ikke så stort at det rækker til markedsføring i udlandet, så de kommer tit flyvende ind under radaren – måske endda bare direkte ud på DVD/VOD.
Jeff Nichols voldsomt velspillede og dybt bevægende hverdagsthriller ’Take Shelter’ fra 2011, kom til Danmark på en bølge af priser og gode anmeldelser. Det resulterede i en begrænset biografdistribution og endda en Bodil-nominering for ’Bedste Amerikanske Film’ i 2013. Jeg var så heldig at se den i Gloria, for senere at gense den mange gange på Blue-Ray siden. Den rørte mig dybt både emotionelt og intellektuelt, og flere scener giver mig stadig kuldegysninger. Det er derfor en film jeg meget gerne vil anbefale alle at se.

Lidt om handlingen: Den altid seværdige Michael Shannon spiller familiefaderen Curtis, gift med Samantha – spillet af den ligeledes skønne Jessica Chastain. Sammen har de datteren Hannah, som er døv. Curtis er den helt almindelige amerikanske arbejdsmand, som taget direkte ud af en Bruce Springsteen sang, stille, kærlig og indadvendt. En ’salt of the Earth-fyr’ med få midler og store bekymringer. Dagen og vejen, foruden regninger til lægebehandling og specialundervisning til datteren hober sig op og det slider på nerverne. Det gør det ikke lettere at Curtis mor blev ramt af paranoid skizofreni, da hun var på Curtis alder og nu er på et plejehjem. Er den slags ikke arveligt? Kan noget lignende ramme mig? Det er spørgsmål Curtis går og tumler med. Men desværre går han med det hele selv, for hvordan snakker man om den slags ømtålelige emner? Han er jo manden, den stærke i forholdet, faderen der skal kunne klare at sørge for sin familie og ikke vise tegn på svaghed – den ”rigtige” mands største udfordring i vor tid.

Som om Curtis ikke er spændt hårdt nok for, begynder han at få nogle mærkelige drømme eller syner, varsler om en kommende katastrofe. Han hører torden, når ingen andre kan høre det. Ser store sværme af sorte fugle samles på himmelen og oplever regnskyl som var det dråber af fed og klæbrig olie. Så i frygt for fremtiden kaster han sig ud i et enormt projekt, med at udbygge og udruste familiens lille glemte underjordiske tornadobeskyttelsesrum. Et projekt der til at begynde med virker tilforladeligt og fornuftigt, men som en anden mani ikke desto mindre koster både tid, kræfter og familiens få sammensparede midler. Familien lider logisk nok under det de ikke forstår og bliver mere og mere bekymrede for farmand. Jo mere desperat Curtis forsøger at løse situationen, desto mere kaos og frygt spreder han i sin omgangskreds. I sin besættelse for at beskytte sin familie, isolerer han sig mere og mere fra dem. Søvnløshed, panikangst og en mere og mere irrationel opførsel bringer efterhånden Curtis længere og længere væk fra sine nærmeste og længere og længere ned i sindets mørke kælder. Familie og venner mistænker eller frygter, at det er en begyndende psykisk lidelse. Men hvad nu hvis…

Er det fantasi eller virkelighed? Indbildning eller overnaturlige (men virkelige) varsler om en forstående dommedag? Er det stress og en deraf følgende depression eller et guddommeligt vink med en vognstang, om at redde sig selv og sin familie imens tid er? Hvad der er der rene galskab i ens normale hverdags tummerum, kan være genialt og livreddende hvis apokalypsen indtræffer i morgen. Curtis kan godt se at omverdenen trækker sig væk fra ham i frygt og undren, men han tør på den anden side ikke stoppe sit katastrofeberedskab. Er det en eller anden OCD-agtig form for tvangsadfærd eller en fars kamp for at leve op til sin pligt som forsørger og beskytter?

Jeff Nichols er både manuskriptforfatter og instruktør på ’Take Shelter’ og det er denne suverænt konstruerede dobbeltbund i historien, der holder en på kanten af sædet hele vejen. Grænsen imellem stresset febervildelse og virkelighedens uoverskuelighed udviskes mere og mere, for filmens fremdrift er selvfølgelig spørgsmålet om Curtis er gal eller genial. En af filmens mange styrker er netop dens ambivalens, dens åbne slutning giver mulighed for vores egen fortolkning. Man er som tilskuer lige så meget på Herrens mark som Curtis. Man ved aldrig hvordan man skal tolke det man ser og oplever. Chokeffekter og mærkelige mareridtsagtige drømmesekvenser er noget der normalt ikke ses i hverdagsdramaer, men Nichols bruger netop gyserfilmens virkemidler, til at skabe en dybt foruroligende stemning i sin film. Uden at det på nogen måde overdrives bliver den klassiske ’Feel-Good film’ stille og roligt forvandlet til en knugende ’Feel-Bad thriller’, for man føler virkelig med Curtis og hans fortvivlede familie, samtidig med at man næsten fysisk påvirkes at hans nedadgående sindstilstand. Det er kraftfuldt, ubehageligt, men bestemt også uforglemmeligt!

Ved første øjekast kan man godt få den tanke at det er en ’low-budget’ katastrofefilm, en moderne Noas Ark og syndflodsfortælling og det kan den også sagtens tolkes som, for tænk engang hvis fyren med ’ENDEN ER NÆR-skiltet’ har ret... Men det er ikke som sådan en katastrofefilm. Dog den ulmende og faretruende stemning leder en i den retning og man frygter det værste – uanset hvad det så ender med at blive. I virkeligheden ser jeg mere filmen som et dramatisk og uortodokst bud på, hvad det er for mekanismer der driver moderne mænd (som mig selv) til på stribe at gå ned med stress. Manderollen er i vore dage blevet diffus. Man skal både være hård og blød. Stærk og svag. Seriøs og sjov. En forsørger, der også skal bruge tid på at være sammen med familien. Et tungtvejende ansvar lægger på vore skuldre, ønsket om eller ansvaret for at beskytte sine egne imod naturkatastrofer, pandemier, vold, kriminalitet, samt mobning, fedme og dårlige kreditforeningslån. Med andre ord: Alle tænkelige farer – virkelige såvel som indbildte. Hvad enten det trækker op til storm i virkeligheden eller det bare er inde i Curtis eget hoved, så er vanvidsprojektet med beskyttelsesbunkeren i baghaven, en glimrende metafor for en faderlig og maskulin beskyttertrang og udfordringerne med tegnsprog et rammende billede på familiens indbyrdes kommunikationsproblemer.

Michael Shannon – som vi siden har set som skurken general Zod i ’Man of Steel’ – spiller her med en nerve, præcision og indlevelse der er fantastisk. Man har en enorm sympati for ham, samtidig med at man undres og frastødes over hans opførsel. Selvom både Jessica Chastain og Tova Stewart også er gode som henholdsvis hårdtprøvet mor og handikappet datter, er det Shannon’s film. Med sit altid intense – men her også meget lavmælte og kærlige – skuespil, bærer han filmen på sine brede skuldre. Hans uudgrundelige og hårde ansigtstræk gør at han ofte castes som skurk, men her bruger han det til at spille kærlig, men forpint familiefar. Den største ros skal gå til den kun 37-årige Jeff Nichlos, der senere lavede de ligeledes suveræne film ’Mud’ og ’Midnight Special’. Hans evne til at blande hverdagsdrama og katastrofefilm med stænk af gysergenren, uudtalte psykologiske symboler med jordnær virkelighed, resultere her i at han med få virkemidler får skruet en absolut enestående film sammen.

Der er kun få skuespillere som er i stand til at spille så intenst og forpint som det Shannon præsterer i denne rolle.

Man kan kun håbe at flere får øjenene op for hvor dygtig han er og giver ham nogle roller med kød på.

Smuk film om grænsen mellem galskab og virkelighed.

Som man har noget at tænke over efterfølgende.

Michael Shannon stjæler det meste af opmærksomheden med hans meget intense og troværdige spil. Det får tankerne til at ledes hen på Joaquin Phoenix' pragtpræstation i The Master. Og de to skuespillere minder da også en del om hinanden i både udseende og i den måde de har grebet de to roller an på.

Historien i Take Shelter er ganske interessant, men er man interesseret i at få en afslutning på historien, så bliver man skuffet, for filmens slutning er metaforisk og giver ikke meget mening i en historiefortæller tilgang. Instruktøren har ganske givet gerne ville lave en kunstnerisk afslutning, og det er da også smukt, og budskabet er godt. Men som nævnt giver det desværre ingen mening, hvis man prøver at fortolke, hvad det så betyder for den konkrete historie (med mindre man tror på "profet teorien").

Kan man leve med den Terrence Mallick agtige afslutning, så er det afgjort en super god film.

Anyone who watches Boardwalk Empire knows how good an actor Shannon is and how well be can play that “guy-on-the-edge-of-madness” role. In Take Shelter he takes that to another level. It’s an outstanding performance! Chastain is her usual excellent in this strange and fascinating movie. Everything I want to write about this movie is a spoiler, so I just have to say it was great and the ending is quite simply perfect.

Have a look at my #366 Movies review right here:

http://366movies.com/2012/04/02/075takeshelter/

Ved godt denne film, får udmærket anmeldelser og den scorede en høj karakter inde på imdb, men det er godt nok ikke lige en film får mig. Keder mig gevaldigt under hele filmen, var faktisk tæt på at forlade biografen! Måske fordi jeg ikke rigtigt kunne sætte mig ind i dommedagsvisioner som de bruger som metafor for Curtis' angst. Så synes jeg nu heller ikke der er så meget nyt i den. En mand, der er i personlig krise også begynder, at se de her dommedagsvisioner.

Også synes jeg nu heller ikke, at Michael Shannon imponere mig vildt meget i denne film.

Men det er jo det fantastisk ved film, at man ser på den med forskellige øjne..

Var inde og se Take Shelter i dag. Fantastisk film, som både var meget rørende og utrolig nervepirrende. Dygtigt skuespil. Især Michael Shannon brillierer. Man sidder næsten åndeløst yderst på stolen og følger med i, om Curtis (Michael Shannon) virkelig er psykisk syg eller om hans syner og drømmer er et varsel om en tid, som ingen af os har lyst til at opleve. Kan virkelig anbefales.

Helt klart en af årets bedste!

Hvorfor Fanden går den ikke i Herning!!!, Nu har jeg ventet i over et halvt år, og så går den ikke i ens biograf! AAARRRGHHH!!!!