Portræt af en kvinde i flammer

Jeg er helt enig mest mesteparten her, denne fortjener en Oscar! Hilsen Steffen Fonvig

Vi synes denne film var yderst undervurderet, og burde faktisk få mere ros for dets performance. Klart et af de bedre film, hvor både skuespillerne men også holdet bag ved gøre det super godt. Vi fra Virker det-holdet synes helt klart at den fortjener mere opmærksomhed.

En meget flot fotograferet film. Jeg kan da også godt tydelig se dens kunstneriske kvaliteter. Men det ændrer ikke på, at jeg kedede mig under det meste af filmen. Så snart de to hovedpersoner har mødt hinanden, og kemien er opstået, så sker der ikke rigtig mere. Der er simpelt hen for lidt historie til min smag.

Selve strukturen og opbygningen er super, men flere scener bærer præg af at være langtrukken. Alt i alt en OK film.

Intet mindre end et mesterværk efter min mening. Der var bred enighed i teamet bag mit-rabatkort, om at denne film fortjener en oscar, som jeg også kan se andre herinde mener.

Kæmpe anbefaling herfra!

Anbefaling herfra: Gå ind og se den.
Den fortjener støtte og opmærksomhed. Især hvis du, ligesom mig, savner kærlighedsfilm om voksne kvinder (De kan altså tælles på 1 hånd!!!).
Tak til Céline Sciamma for at tage én for holdet med denne smukke, smukke film. Sindssygt at den ikke fik en Oscar.
Smuk lys, lyd, plot og smeltende lydløs kemi mellem karaktererne. Den knuste mit lille hjerte.

En af de mest fortryllende film jeg nogensinde har set. Hver en instilling emmer af omhyggelighed og en dyb hengivenhed for filmens figurer. Adéle Haenel og Noémie Merlant leverer to af sidste års bedste præstationer, og det er virkelig en skam at filmen ikke har fået en eneste Oscar-nominering.

Det er lang tid siden, at jeg har set en så smuk og bevægende film. Filmens sidste scene fik mig til at tude mere end jeg allerede gjorde i forvejen. Dejligt med nogle stærke kvindeportrætter.

Det er sjældent film er magnetiske - du ved, hvor uanset hvad der sker omkring dig, kan du ikke nænne at fjerne blikket fra værket; Du nærstuderer alt fra personerne til baggrunden til de små, nærmest usynlige træk, farvernes samspil og historiens tilblivelse. Det er dog netop hvad den franske instruktør og manuskriptforfatter Céline Sciamma har skabt; Portrait Of A Lady On Fire er ikke blot den mest sexede, romantiske og rørende film i år, men den mest fængende kærlighedshistorie siden Terrence Malicks Days of Heaven fra 1978. Filmen er et bevis på, at denne genre kan nå følelser hos seeren ikke mange andre kan - det er en drømmende romance om ”forbudt” kærlighed hvis delikate drama udfoldes gennem kunst, bogstaveligt talt, og stærke følelser, der langsomt men sikkert drukner de to unge, smukke kvinder i en sådan grad, at intet andet findes for dem. De er sammen og det er alt, der tæller.

Kærligheden mellem dem er måske den mest sexede og romantiske siden… ja, det ved jeg faktisk ikke. Det vil være oplagt at sammenligne den med Call Me By Your Name fra 2017, men hvor den altid havde et glimt af håb virker Sciamma’s seneste romantiske film som ét stort tab; Deres kærlighed er stærk, men der er altid en ubehagelig følelse af, at den måske ikke overlever det uundgåelige. Alt dette er takket være Sciamma’s kloge beslutninger om hvad der skal vises og hvad der hentydes til - denne film falder heldigvis ikke i samme kategori som Blue Is The Warmest Colour, hvor sexscenerne føles lange og til tider vulgære; De to kvinders tætte forhold i Portrait Of A Lady On Fire er betydeligt mere erotiske og fængende, grundet valget om at fokusere på deres længsel til hinanden og det er denne længsel, der er grundlag for de to kvinders beslutninger gennem filmen, men uanset hvor meget de gør for hinanden, føles det altid tragisk og sørgeligt.

Romancen mellem dem opstår naturligt og uden man som seer bemærker det. Deres forhold er i starten defineret gennem en moders valg om at lade Marianne følge Héloïse på hendes ture for at memorere alt fra hårfarven til ansigtstrækkene til smilet, munden og sjælen bag øjnene i håb om, at hun kan male et portræt af den kommende brud, som er lovet væk til en mand i Milan. Héloïse er ikke meget for dette og har ni gange tidligere drevet malere væk fra øen og hende stædighed viser sig at være en stor udfordring for den unge Marianne.
Alt dette påvirker dog en ganske ubevist handling for seeren selv; Sciamma fortæller hurtigt om filmens tidligere præmis og på den måde, er der ikke meget, der overrasker én, hvilket giver en form for ro til én, så man pludselig befinder sig i Marianne’s sko. Langsomt prøver man selv at indprente alt fra hudens struktur af Héloïse til ørernes gang, næsens form og læbernes fylde. Héloïse er ikke blot en karakter på skærmen, men en følelse - en levende signatur på menneskets trang til at nærstudere vores medmennesker; Man er der ikke blot for at se filmen, men er blevet en del af den.

Portrait Of A Lady On Fire er stærkt poetisk og føles til tider som en græsk tragedie, hvor deres kærlighed er dømt til at gå under. Havde filmen været skrevet og instrueret af en hvilken som helst anden stor person i Hollywood, ville den uden tvivl have faldet tilbage til mange forskellige klichéer, men Sciamma tager nogle modige og kloge beslutninger, så den konstant føles ægte og nær. Det er en film, der tør tage og bruge den tid, som den har brug for. Spilletiden på 121 minutter føles på ingen måde for meget, hvilket er særligt imponerende for et romantiske drama, da de ofte bruger den typiske tre-akts formel, hvor man halvvejs gennem filmen allerede ved, hvad den slutter med; Portrait Of A Lady On Fire er anderledes smuk og rørende. Den stiller store spørgsmål om kærlighed og kærlighedens oprindelse hos to personer, der mødes under obskure begivenheder; Om en kærlighed, der på visse punkter er forbudt, men andre så ægte, at det føles forkert, hvis den ikke bliver ved.

Når filmen slutter, sidder man tilbage og ved ikke helt, hvad man skal føle; Det er et udmattende drama, da den vækker ekstremt mange følelser hos én, men på samme tid har man brug for mere; De to kvinder er så interessante og deres forhold så ekstraordinært, at det føles forkert at efterlade dem. Der er scener i den, man aldrig vil glemme, ikke mindst grundet den imponerende scenografi og vanvittig betagende brug af farver. Portrait Of A Lady On Fire er Sciamma’s fineste værk til nu og virker som et naturligt skridt for hende; Det er en film, der desværre ikke lander i mange biografer, men de af jer, der har mulighed for at se den skylder jer selv den oplevelse. Det er et romantisk drama ja, men et romantisk drama som ingen andre.