PIX16 - High-Rise

Gennem tiden er mange ”ikke-filmatisérbare” romaner blevet transformeret fra bog til film – med større eller mindre succes. J.G. Ballard’s ’High Rise’ er bare en af dem. I hen ved fire årtier har man indenfor og udenfor Hollywood forsøgt at komme op med den rette tilgang eller vinkel på Ballard’s bog fra 1975. Det endte med at blive den britiske kultfilm-instruktør Ben Wheatley der sammen med sin manuskriptforfatter, med-klipper og partner i det private Amy Jump der løb med sejren. Hvor kan vi være glade for at det blev så visionær og original en instruktør som netop Wheatley, for der er ikke mange der som ham mestre de filmiske virkemidler. Efter ”små” succeser med independent film som f.eks. ’Kill List’, ’Sightseers’ og ’A Field in England’ har Wheatley endelig fået mulighed for at arbejde med et stort budget og resultatet er virkelig en yderst stilfuld og nærmest psykedelisk fest for øjnene.

Tom Hiddleston spiller en ung læge der flytter ind på 25. sal i den nyopførte 40 etager høje monolit af et højhus. Bygningen er nærmest en selvstændig verden, der er eget shopping center, swimmingpool og fitness rum. På de nederste etager bor de børnerige arbejder-familier, på de øverste etager bor aristokratiet i overdådig luksus, allerøverst i penthouselejligheden bor bygningens idemand og arkitekt Royal, spillet af Jeremy Irons. Og midt i det hele har vi som sagt Hiddlestons ’Dr. Laing’, vores protagonist – selvfølgelig et billede på den ”almindelige” middelklassen.

Ja, nu er jeg allerede godt i gang med fortolkningen, men det er nærmest umuligt at undgå, for både bog og film er så påfaldende en allegori over klassekamp og samfundets indbyggede hierarkier, specielt i Thatchers England i halvfjerdserne. Og det går ikke stille af, for det er mildt sagt et hus i splid med sig selv, så det er klart det ikke kan bestå. Så hvad der begynder som ren ”architectural porn” med noget af det mest detaljerede, stilfulde, 70’er funky arkitektur og indretning ender i løbet af bare 3 måneder som noget af et helvede. Hvad der fører til konflikten, klassekampen og sammenbruddet kan der være mange bud på og det er sikkert en af pointerne i historien. Men sikkert er det, at det er rimelig vildt at følge.

Wheatley ligger flot ud med at leverer nogle smukke, super stilistiske og yderst velkomponerede symmetriske billeder af skyskraberen og dens interiør, der mest af alt minde om Stanley Kubrick i stil og tone. Det er et meget koldt, minimalistisk og retro-futuristisk look. Som var det en ”big-budget” science-fiction blockbuster film lavet i slutningen af 60’erne, med en skildring af et dekadent fremtidigt samfund. Det er her filmen har sin helt store styrke. Wheatley’s beslutning om at holde hele filmens handling i bogens tid – altså i 70’erne – er genialt! En skildring af en ”fagre ny verden”, vi på nuværende tidspunkt kan se tilbage på. Hvis det er Kubrick Ben Wheatley har ladet sig inspirerer af i filmens første del, så bliver det mere og mere et Terry Gilliam’sk univers vi ende ud med, i takt med at hele samfundet stiger ned i vandviddet. Vilde fester, hor, druk og stoffer, fører til en kamp om ressourcer – el, vand såvel som dagligvarer – og magtkamp, anarki og kaos følger. Det er hele vejen visuelt noget af et trip.

Wheatley skaber med sine smukke billeder en kul-ragende-sort-humoristisk samfundssatire over et system i total kollaps og frit fald. Det er et skræmmende, intenst, urovækkende, syret, komplekst og tankevækkende stykke 70’er film-extravaganza. Måske ikke for enhver, men for Ben Wheatley et ambitiøst kæmpeskridt opad i både ”scope and scale” og efter min mening ganske genialt.