Hvis den sværeste kunst er at få det til at se let ud, så er denne minimalistiske perle af en tysk film ren trylleri. En familie i tre generationer (og en orange kat) mødes i løbet af en lang dag til noget, der, hvis alt går efter planen, gerne skulle ende med en middag. Vi er i en lille lejlighed i Berlin, og intet er for undseligt til at indgå i den symfoni af kædereaktioner og sammentræf, der skrider frem, efterhånden som dagen går sin gang, dirigeret af en usynlig hånd. Kort sagt, en både hjemlig og dybt 'unheimlich' sitcom, der kunne have været instrueret af Jacques Tati og Storm P. i kreativt fællesskab. Med fuldkommen præcision og en paradoksal, prosaisk poesi guider den debuterende filmskaber (og tidligere videokunstner) Ramon Zurcher os ind i hverdagsritualernes surrealistiske mystik. En absurd verden, som man skal opleve med egne øjne for at tro den. Distanceret, men varm, og utroligt morsom uden at prøve på at være sjov.