Vi kan sagtens her røbe, at Antoinette Jadaones charmerende film er en mockumentary, for I glemmer det alligevel, når I sidder i biografen. Så virkelig føles den, og så ærlig virker dens historie. Vi møder en tandløs gammel kvinde, der i årtier har spillet hekse, spøgelser og andre skrækvisioner som statist i utallige filippinske b-filmgysere. Ingen kender hendes navn, men alle gyser lidt, når de genkender hendes karakteristiske ansigt. Kvinden, Lilia Cuntapay, findes faktisk og har lavet alle disse film, men at hun skulle være nomineret til en pris som bedste birolleskuespiller, er manuskriptets påstand, og her bliver filmen til fiktion. Den følger hende i de bevægede uger op til prisfesten, hvor hun køber kjolen til den røde løber og forbereder sin takketale, og man må hele tiden minde sig om, at det ikke er virkelighed, det her. Den store fest i slummen, da et lille interview med hende skal vises på tv, og hvor hun har inviteret hele nabolaget, er klassisk i sin opbygning og smertende i sin antiklimaks. Intenst bevægende og ekstremt vedkommende.