Insekterne sværmer, de tunge sommerfarver synes næsten fordærvede på lærredet og verdens ende kunne allerede være indtruffet. Der er intet forsonende over Lucrecia Martels skildring af kolonitiden i Latinamerika, men hold nu op hvor er det en frustrerende, fængslende og smittende feberdrøm. Den arrogante Don Diego de Zama er blevet udstationeret i en lille kolonial flække langt fra europæisk civilisation og venter kun på at komme hjem. Men afløsningen udebliver og til sidste melder Zama sig i frustration til en farefuld og meningsløs ekspedition. 'Zama' afspejler nærmest fysisk sin hovedperson. Og i takt med at den opstyltede, falske adelsmand går i opløsning, gør billeder, lyd og fortælling det samme - kulminerende i vilde widescreen billeder af hallucinatorisk pragt.