Our Kind of Traitor

Hvis man godt kan lide spionfilm, men synes, at Dame, Konge, Es, Spion var for kryptisk og for svær at følge med i, så kan det være, at Our Kind of Traitor vil være et godt alternativ. For her er historien lige ud ad landevejen uden nogen krumspring eller tvists undervejs. Det er en fin lille film, men jeg savnede noget mere kød på historien.

Men "The Night Manager" er stadig favoritten af John Le Carré fortolkninger og indspilninger af hans bøger :D

Filmen var rigtig god og spændende, der skete hele tiden nye ting! Gode åbningsscener og fængende helt fra start af.

Fed underholdning selv om JLC romaner nogen gange kan være svære at komme igennem. Stellan Skarsgård er altid super. Helt sikkert værd at se igen. Ps. Normalt hænger jeg mig ikke så meget i kameraføringen, men for satan det er flot skåret i denne film.

Er en aktuel tv-serie og en spillefilm i biografen samtidig et tilfælde eller oplever vi i øjeblikket en lille John Le Carré bølge? Jeg ved det ikke. Hvad jeg ved er at jeg som regel finder de forskellige filmatiseringer af Le Carré seværdige. Jeg nyder i øjeblikket ’The Night Maneger’ med Tom Hiddleston og Hugh Laurie på DR, men fandt også ’Our Kind Of Traitor’ med Ewan McGregor og Stellan Skarsgård seværdig. De to historier minder faktisk påfaldende om hinanden på flere områder, så en sammenligning ville være nærliggende. Det vil jeg derfor holde mig fra. Jeg vil i stedet nøjes med et par linjer om ’Our Kind Of Traitor’.

Filmen bygger på en af Le Carrés nyere bøger og handlingen forgår derfor ikke i koldkrigstiden, men i nutidens Europa. Ewan McGregor spiller den helt almindelige mand der under en ferie med sin hustru bringes ud i helt ualmindelige omstændigheder. Han kontaktes nemlig helt tilfældigt i Marokko af en russisk rigmand, der beder ham tage et lille USB-stik med sig tilbage til London og der aflevere det til MI6. No big deal. Hvor svært kan det være? Det viser sig selvfølgelig at være mere kompliceret end som så, og så ruller historien ellers derfra.

Tingene er ikke altid som de ser ud, hverken i den russiske mafia eller det britiske efterretningsvæsen. Det er en kompleks historie, dog kogt lidt ned og forenklet så den passer til biograffilmens cirka 100 minutter. Det er bestemt interessant og underholdende, men rigtig neglebidende spændende bliver det aldrig. Skuespillet er godt, selvom det er lidt anonymt instrueret af den tidligere tv-instruktør Susanne White. Det er i særdeleshed Stellan Skarsgård der giver den gas som den russiske mafiakassér, pengehvidvasker og familiefar Dima. Stor i slaget, selvsikker og usympatisk – på overfladen. Men inde bag ved tydeligvis skræmt fra vid og sans for sin og sin families skæbne, i forbindelse med et igangværende generationsskifte i en af de største mafiafamilier, nærmere betegnet hans arbejdsgiver. Damian Lewis er ligeledes meget velspillende i rollen som den glatte britiske MI6-agent. Dejligt at se ham i en god filmrolle, hvor han kan få lov at folde sig ud med ’stiff upper lip’ og sin egen ærke britiske accent. Mærkeligt nok er det McGregor der falder lidt igennem – efter min mening. Han spiller den almindelige mand, universitetslære i poesi med en stærk retfærdighedssans. Så måske er det et helt bevidst valg fra hans side, at spille rollen som om det hele lidt upåagtet går hen over hovedet på ham. Han har hverken en tidligere militærtræning at falde tilbage på og udvikler sig heller ikke, som en anden Harrison Ford, til en action-man da der er brug for det. Han er mere eller mindre bare med på turen, som tilskuerens identifikation og derudover et stort spørgsmålstegn.

Det der virkelig løfter filmen op er Anthony Dod Mantle’s fantastiske fotografering. Der er selvfølgelig alle de klassiske postkort-smukke motiver fra forskellige steder i Europa, der nu en gang skal være med i enhver spionthriller. Men det er specielt med hans indendørs og natoptagelser at han virkelig leger med billederne. Hans fotografering ind eller ud igennem vinduer eller spejlinger af ansigter i glas er utroligt smukke. Han skaber gang på gang en smuk og nærmest surreel stemning, med brug af refleksioner af lys, modlys eller motiver igennem forskellige former for glas. Der er i det hele taget lagt langt mere tanke bag fotograferingen end vi er vant til i den slags film. Virkelig overraskende og en sand visuel nydelse. Resten af filmen er desværre ikke helt der oppe i samme niveau som det, men mindre kan jo også gøre det.

Tematisk er filmen i hver fald spændende og desværre også meget aktuel. Sovjetunionens opløsning og de frie markedskræfter i Rusland i dag, har skabt en sort verdensøkonomi. Problemet er bare at resten af Europa på den ene side ikke kan accepterer denne - da den er opbygget ved handle med våben, narkotika og human-trafficking - men på den anden side heller ikke kan undvære Ruslands ’blodpenge’ hvis Europa skal fortsætte med at klare sig og vokse økonomisk. Det er ikke bare en økonomisk, men i endnu højere grad en moralsk gråzone at bevæge sig rundt i og det skildrer ’Our Kind Of Traitor’ ganske glimrende.

Virkelig en god film med mange både sjove og skæve kommentarer. Man føler sig godt underholdt, og fremfor alt er den spændende, og uforudselig.

Forfatteren bag Our Kind of Traitor, John Le Carré, som også står bag spionhistorier som Tinker, Tailor, Soldier, Spy og The Night manager, som netop nu kører på DR1 som en serie i seks afsnit instrueret af Susanne Bier, er ikke just kendt for et skrive simple og let gennemskuelige historier, men filmatiseringerne kan dog godt have en tendens til at blive blive lidt underligt rodede, med uforklarlige spring i tid og handling, som gør at filmene bliver lidt for usammenhængende og lidt sært kedelige med underligt handlingsdøde perioder! Generelt er TV-serierne nok bedre end filmatiseringerne, simpelthen fordi at der er bedre tid til at gå i dybden med karakterne og handlingen i en TV-serie på seks x en time fremfor filmens ca. to timer. Til Carrés fordel taler dog, uanset hvad, at han har klaret springet fra den kolde krigs spionhistorier frem til nutidens thrillere glimrende.

Our Kind of Traitor starter fantastisk godt, dette understøttes ikke mindst af den næsten halvdanske fotograf Anthony Dod Mantles glimrende arbejde bag filmkameraet. Næsten alle scener er fotograferet som close-ups og alt hvad der ikke skal være i fokus, er blurret ud på flere forskellige måder … det giver en intens, hektisk og fortættet stemning, hvilket passer godt til filmens første 45 minutter hvor Perry Makepeace (Ewan McGregor) bliver inviteret til fest i russeren Dimas (Stellan Skarsgård) feriebolig i Marokko. Her bliver der i den grad festet igennem med vodka, stoffer og letlevende damer galore. Noget modstræbende, deltager også Perrys kæreste, advokaten Gail (Naomie Harris) i den anden russerfest i Marokko.

Dima har naturligvis skjulte bagtanker med at invitere Perry med til hans fester. Han er regnskabsmand for en russisk oligark/mafiamand, og har nogle oplysninger til MI6/Scotland Yard, som han gerne vil have Perry til at hjælpe ham med overførslen af. Gail ønsker til at begynde med slet ikke at støtte Perry i hans noget problematiske og farlige samt (både for os og for hende) totalt uforståelige forehavende. Pludselig, ud af den blå luft, støtter Gail dog sin mand 100 procent? Egentlig er det lidt kompliceret at fortælle om hvad der nu sker, uden at komme til at fortælle for meget. Men jeg kan dog sige så meget som at fremstående engelske politikere og en ny international storbank er involveret i affæren og at den russiske mafia ikke overraskende er totalt skrupelløs.

Hverken Ewan McGregor, Naomie Harris eller Stellan Skarsgård kan vel siges at have deres glansroller i Our Kind of Traitor, men ringe er de dog på ingen måde, de lever bare slet ikke op til deres potentiale. I et lidt højere gear må præstationerne fra Mark Gatiss (Billy Matlock) og Damian Lewis (Hector), som begge arbejder for Scotland Yard, siges at være. Specielt Gatiss fejler sjældent.

Our Kind of Traitor starter rigtigt godt, kører så gevaldigt ned i tempo midtvejs … som om instruktøreren (Susanna White) en times tid inde i filmen bliver lidt i vildrede over hvorledes det dog skal lykkes hende at få kogt Carrés roman ned til spillefilmslængde og alligevel få det hele med før filmen slutter! Med en fornuftig afslutning på filmen, som inkluderer en fin “lille” hævn fra graven sekvens, lykkes det dog til sidst at redde trådene ud, så det hele kommer til at give mening alligevel. Og det hele er altså lækkert filmet, men et eller andet sted føles det som form over indhold … altså man får ikke rigtigt noget med hjem. Our Kind of Traitor redder fire stjerner i land på den gode slutspurt.

Besøg min blog: blog.inils.dk

-TR-8R

Med Ewan Mggregor, Mads Mikkelsen, og Ralph Fiennes.

3 gode skuespiller, så jeg har store forventninger til filmen her.