Oslo, 31. august

Joachim Trier formår at give filmen et utroligt realistisk feel. Det virker nærmest som en dokumentar, når vi følger narkomanen Anders på gaderne i Oslo. Det er samtidig en film, der kræver noget af sit publikum. Man bliver ikke holdt i hånden mht. at forstå de tanker og følelser, som den indadvendte Anders går og bøvler med. Så hvis man ikke kender miljøet, kan det være svært at sætte sig ind i og engagere sig.

Jeg forblev en udefra skuende observatør og syntes, at det var interessant - men var samtidig lidt ligeglad med, hvad der skete. 3½ stjerner.

Man bliver både frastødt, og draget af hverdags billedet af en ung mand - som konstant nedbryder sig selv, og forholdet til sine omgivelser.

Han har nået et stadie af selvdestruktion og ligegyldighed, som kun peger i den forkerte retning. Det er alene den skyldfølelse, som venner og familie giver ham, ved at skulle påføre dem endnu mere smerte - som forhindrer ham i at begå selvmord.

Men han har reelt ingen kærlighed til sig selv - og kun tanken om det uundgåelige næste fix driver ham videre.

Man ser at han indeholder mere, og har evner som burde kunne skabe et liv af værdi - men alligevel efterlader filmen beskuerne uden håb for fremtiden. Og det er der få instruktører som tør gøre.

Det hæver filmen fra den normale hverdagsrealisme - vi er aldrig i tvivl om hvad hovedpersonen tænker, også når der ingen dialog er.

En film som er smertefuld at opleve, og som giver en vis indsigt i den håbløshed en misbruger befinder sig i.

En utrolig utrolig smuk fortælling, som ikke lader sig styre. Filmen er flot filmet og man bliver revet ind i hovedpersonens denne ene dag.
Filmen, fortællingen og karakteren er så virkelig, så troværdig og hvis ikke andet, så et virkelig interessant og tankevækkende samfundsbillede.
Det er et billede på byen Oslo, dens liv, dens mennesker og sammensætning. Oslo er vores sande hovedperson, det er Oslo og menneskene vi skal forstå og vi lærer af.
Vi bliver smidt ned, midt i denne persons desperate forsøg på livet, vi oplever denne ENE dag med denne person. Der er ikke nogen forklaringer, vi får ikke meget af vide om hans fortid, om hvorfor og hvordan. Vi får meget lidt af vide - for det er nemlig ikke hvorfor og hvordan han er endt hvor han er, som er det vigtige, det denne dag og hans oplevelser og hans øjeblikkelige tilstand og byens liv på denne ene dag.
Det er en virkelig smuk og rørende film - visuelt en fantastisk smuk fortælling, med nogle virkelig interessante valg.
En af de mest fantastiske scener jeg har set, er den scene hvor hovedpersonen sidder på en cafe, og bare observerer og fanger folks samtaler, forstiller sig et par personers liv. Det er så fantastisk den visuelle måde det er blevet skabt på, og det gengiver så virkeligt den oplevelse man får, når man lytter lidt med på en samtale der, og stopper midt i og hører et telefonopkald i den anden ende af lokalet, og observerer en mand som går forbi udenforan vinduet.

I "Oslo, 31. august" følger vi Anders i 24 timer.
Anders er narkoman, der har været clean i 5 måneder og nu har sin første udgang fra behandlingscentret. Filmen følger Anders rundt i Oslo, hvor han møder gamle venner, har jobsamtale osv. Hele tiden skal man sidde med tanken "Mon Anders falder i eller ser vi hans første skridt på vej til en normalisering?".
Filmen starter godt, ja nærmest fremragende, men kan desværre ikke holde kvalitet. Suverænt stærkest står mødet med en gammel ven, hvor filmen virkelig rammer plet i situationer undertegnede i hvert fald kan genkende. Herefter bliver det hele mere ordinært og mindre vedkommende. Til sidst føles den desværre ganske lang. Det er skidt for en film på lidt over 1½ time, at den føles som om, der kunne være skåret 20-30 minutter.

Alt i alt er der tale om en sympatisk film, der desværre hurtigt kører træt. Vi runder op og giver den 3 stjerner.

Jeg har ikke skrevet en anmeldelse på kino før, men her følte jeg i en eller anden grad forpligtet til det. Folk bør vide hvad de går glip af ved at misse denne film - en af de reneste og stærkeste filmoplevelser i disse år.

Filmen er 'Drive' uden action, 'Lost In Translation' uden romantik, den er 'Døde Poeters Klub' uden en redningslærer. Joachim Triers film handler om meget af det, som andre film vælger fra - nemlig problemet uden løsning. Her er ingen til at hjælpe hovedpersonen - den selvmordstruede eks-narkoman Anders, en forvirret og fortvivlet ung mand - ud af kampen mod sig selv. Filmen igennem trænges der dybere ind i denne kamp, der føles mere dramatisk og intens end nogen drabelig duel.

Udfaldet skal der ikke afsløres noget om her, men lad mig bare forsikre, at 'Oslo, 31. August' rammer som en syl i mave og hjerte. Jeg kan ikke anbefale nok at man tager chancen, giver sig hen til denne film og lader sig beruse af dens kraft.

Film der giver stof til eftertanke. Super velfortalt og godt spillet. Det er længe siden jeg har set så god en film, der fyldte mig med tanker og en dyb følelse af relevans.