Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Once Upon A Time in the West (1968)

Tilladt for børn over 15 år

Se mere på medierådet.dk
|
2 timer 45 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Once Upon A Time in the West
|
Versioner: se alle
Originalversion, Særvisning
|
Billetter

I 'Once Upon a Time in the West' (Vestens hårde halse) når det hurtigt voksende, amerikanske jernbanenet efterhånden langt mod vest, og langs en af dens forgreninger, i grænsebyen Sweetwater, krydses de fire hovedpersoners veje: 

En ung kvinde (Claudia Cardinale) søger en frisk start efter mordet på hendes familie, den fredløse Cheyenne (Jason Robards) er på flugt fra en anklage for en forbrydelse han ikke har begået. Frank (Henry Fonda) arbejder for den lokale jernbanematador og rydder alle forhindringer af vejen. Endelig spiller den mystiske Harmonica (Charles Bronson) sørgmodige melodier på sin harmonika, og går ikke af vejen for hævn.

'Once Upon a Time in the West' er fuld af ikoniske øjeblikke – bl.a. den 14 minutter lange, ekstremt dvælende optakt på togstationen, Claudia Cardinales ankomst til præriebyen, drengen, der kommer løbende ud på trappen og ser, at hele hans familie er mejet ned.

Leones intense ultra-nærbilleder, hysteriske vinkler og mytiske totalbilleder akkompagneres af Morricones soundtrack. Alt – historie, visuel stil og musik – går op i en højere enhed, herunder den modige casting af den blåøjede førsteelsker Henry Fonda i rollen som hensynsløs skurk.

Leone konstruerede filmens historie sammen med Dario Argento og Bernardo Bertolucci, efter at de tre havde gennemset utallige Hollywood-westerns. ’Vestens hårde halse’ er en filmskole i sig selv,” har Quentin Tarantino udtalt.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (314 votes)
5.2
6

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... er med Ennio Morricones drævende musik, Nino Baraglis frække klipning og Leones leg med klicheer om vestens hårde halse, så vellykket kitsch, at man får kuldegysninger af fryd." (Iben Albinus Sabroe) ()

  • Ekstra Bladet

    "Alt – og jeg mener alt – er udført til perfektion. Hvert eneste CinemaScope-billede i samtlige 165 minutter er et mesterværk i sig selv. Castingen er perfekt. Klipningen ligeså. Og Morricones lydspor – komponeret før filmen og spillet under optagelserne for at sætte stemningen – er en milepæl i sig selv." (Henrik Queitsch) ()

  • Jyllands-Posten

    "Hverken som kunst eller som underholdning skal man forvente at se bedre film." (Jakob Levinsen) ()

  • Politiken

    "... med patos og selvironi, med almenmenneskelige såvel som tidssvarende temaer og med en flabet genial musik løftede sig fra trivialparodi til filmklassiker." (Søren Vinterberg) ()

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
joan

Dengang et meterværk, og er det stadig. Bare se åbnings scenen.

Simon

Hvad kunne der gå galt? Alt. Hvad gik galt? Intet.
Sergio Leone leverer sin bedste præstation med et brag. 'Once Upon a time in the West' har virkelig alt. Virkelig fræk klipning af Nino Baraglis, noget af det bedste musik leveret nogensinde af Ennio Morricone. Og selvfølelig Leone's idé og den lille leg han kører med det hele. Og har jeg nævnt castet endnu? Nej. Henry Fonda er en af de bedste skuespillere nogensinde, og lige over med Charles Bronson. Og Jason Robards er også bare endnu en af de fantastiske skuespillere der er med.
Godt gået Leone, du var i sandhed en mester.

Søren

En af de bedste westerns film

Wayne

Ingen over, og ingen ved siden af.

Læs mere om Once Upon A Time in the West og The Good, the Bad and the Ugly på min blog, her på Kino;

http://www.kino.dk/blogs/2013/10/sergio-leone-spaghetti-feinschmeckere

Nikolaj

lidt mere drama på end i the good the bad the ugly men det gør den kun bedre.

mads

ideen om at benytte sig af det romantiske John Ford look i en sergio Leone spaghetti western er fantastisk udført.

udover den som sædvanlige tekniske genialitet fra leone er castet i denne film også fantastisk, claudia cardinale, jason robards, charles bronson og ikke mindst henry fonda som den kyniske frank spiller fantastik i denne western om poetisk retfærdighed.

AllaHnuser/994357

Spaghettiwestern og dens følger...

Oprindelig var spaghettiwestern en nedsættende betegnelse for europæiske lavbudget westerns fra 60'erne og 70'erne hovedsagelig fra Italien i samarbejde med Spanien, hvor de ofte blev filmet, men også Vesttyskland og Frankrig var på banen.

Det var Sergio Leone, der egenhændigt skabte spaghetti-western-genren, da han i 1964 lavede "A Fistful of Dollars", og gjorde den da forholdsvise ukendte Clint Eastwood til stjerne som fåmælt hævner med poncho og cerut.
Med kraftig inspiration fra Akira Kurosawa overførte Leone Kurosawas samuraifilm "Yojimbo" (Livvagten) til en western. Med brug af kendemærket det ultranære nærbillede af ansigter og øjne, totalbilledet med utrolig dybde fokus, fræk og opfindsom klipning, optimal brug af det brede billede i Cinemascope format og uderstøttet af Ennio Morricones meget iørefaldende piskesmældende og klokkebimlende musik var grundlaget for et meget stilistisk nærmest mytologisk univers lagt. Det var et voldsomt brud med den højglanspolerede amerikanske udgave af westerngenren, der har eksisteret siden filmens barndom. I den amerikanske western var moralen ofte skarpt trukket op mellem godt og ondt. Helten var entydigt god, en forvokset spejderdreng, ofte i farvestrålende kostumer, der med et varmt forhold til sin hest var forsvarer af kvinder og børn, en videreførelse af ridderen og de klassiske dyder.

Leones persongalleri er bestemt ikke entydig, det er nuancerne der gør forskellen. Alle er ude efter det samme nemlig penge og guld og forsøger at narre og komme andre til livs. Det er et beskidt, råt og voldsomt univers med vejrbidte typer i slidt tøj, der ligesom landskabet fortæller en historie om livet i vesten som en alles kamp mod alle for at opretholde eksistensen. Helten kan siges at være den mindst onde, der overlever med en blanding af intelligens og evner med seksløberen.

Med efterfølgerne "For a Few Dollars More" og "The Good, the Bad and the Ugly", også med Clint Eastwood, rundede Sergio Leone "Dollar-trilogien" af. Og havde da forfinet genren til en stil, hvor form og indhold gik op i en højere enhed, og spaghettiwestern var blevet et kvalitetsstempel.

Andre eksempler på vellykkede spaghettiwesterns er den dengang barske og i mange lande forbudte eller censurerede "Django" fra 1966 af Sergio Corbucci med Franco Nero som den skånelsesløs revolversvinger i titelrollen, der slæber rundt på en ligkiste. Den blev efterfulgt af mange andre film med Django i titlen, men de var uden Franco Nero, der først forsøgte sig i rollen igen i senfirserne uden samme mindeværdige resultat. I et par stykker af Django-klonerne havde Terence Hill rollen, og det var også ham, der gav den i den mere sjove afdeling af genren i "They Call Me Trinity" fra 1971 (instr. E.B.Clucher). Trinity-filmen var også starten på et mangeårigt makkerskab med Bud Spencer i utallige italienske filmproduktioner. I 1973 stod Terence Hill overfor Henry Fonda i "My Name is Nobody" (instr. Tonino Valerii) - produceret af Sergio Leone i begyndelsen af en langvarig periode, hvor han ikke selv lavede film og desværre havde lavet sin sidste Western.

Clint Eastwood var rejst hjem til Amerika og lavede film; bl.a. en del med instruktøren Don Siegel heriblandt den fabelagtige "Two Mules for Sister Sara" (Han kom, han så, han skød) fra 1970 med musik af Ennio Morricone, så den lyder og ligner en Leone western til forveksling, hvis man ikke lige ved bedre! Eastwood og Siegel lancerede dernæst den autoritetsforagtende enspænder "Dirty Harry" i 1972, dermed havde kriminalfilmen næsten endegyldigt afløst westerngenren som actionfilm. Det var dog også Siegel der i 1976 lavede John Waynes sidste film "The Shootist" (Seksløberen som blev tavs). En western der hylder og tager afsked med det vel nok største amerikanske ikon på film. En rolle som Eastwood på mange måder genskabte og erstattede. Da Eastwood i 1992 lavede sin velnok sidste western, den Oscar belønnede "Unforgiven" (De nådesløse) en blanding af alderdoms- og antiwestern, der kommenterer egne helteroller og viser et knap så idealistisk billede af legenden og myten om 'det gamle vesten', var filmen da også dedikeret til netop Don og Sergio.

Hovedværket

Tre mænd ankommer til en lille rønne af en togstation i en støvet flække - toget er forsinket. Og så begynder ventetiden - den lange ventetid, hvor en knirkende rusten vejrmølle, en tikkende telegraf, en summende flue og gentagne vanddryp danner den stemningsopbyggende lydside til en af filmhistoriens længste titelsekvenser i Sergio Leones hovedværk "Once Upon a Time in the West". I omkring 9 min. udfolder komponisten Ennio Morricone et arrangement på lydsporet af forstærkede reallyde. Et direkte resultatet af den inspiration han fik ved at gå til en avantgardistisk koncert, hvor der blev spillet på stige.
Tonen er lagt til noget særligt, da et højthvinende damplokomotiv skærer sig igennem det brede billede.
Tre mænd står overfor en der spiller mundharmonika, derpå dødelig tavshed, hvorefter skuddene falder, alle fire går til jorden. Men kun én rejser sig, det er Charles Bronson alias Harmonica. I modsætning til så mange andre westerns er det ikke forbryderen, men helten der er steget af toget. En leg med de klassiske film i genren samtidig med at det bliver klart at dette er en western med en anden vinkel, der også er et gravmonument for den typiske men nu hendøende amerikanske western, der ikke rigtig længere har noget på hjerte.

Selve historien er taget fra "Johnny Guitar", der dog efter en tur igennem Sergio Leones og manuskriptforfatterne hænder er blevet helt sin egen. Filmen har mange referencer til amerikanske westerns og hylder på den måde de to mest betydningsfulde instruktører John Ford og Howard Hawks. Endvidere citeres og kommenteres også så betydningsfulde og kendte værker som "High Noon" (Sheriffen) og "Shane" m.fl. Filmen er hovedsageligt optaget i Spanien, men der er også scener optaget i Monument Valley i Utah, hvilket er det landskabs som John Ford brugte som baggrund i alle sine westerns med John Wayne. Og for at få disse to locations til at glide sammen og over i hinanden fik man bragt store mængder af Monument Valleys karakteristiske røde sand til Spanien. Det kan man da kalde SAND kærlighed til sit projekt!

På tysk hedder filmen "Spiel mir das Lied von Tod", der betyder noget i stil med: 'spil dødens melodi for mig', og det er også som om alle er klar over, at manden med leen venter rundt om hvert et hjørne. Lige med undtagelse af Jill, spillet af underskønne Claudia Cardinale, der som den eneste har en fremtid. Det er omkring denne dejlige kvinde handlingen udspiller sig, og de øvrige deltagere i denne dødedans, der rummer både hævnmotiv og barndomstrauma, er hævneren Harmonica (Charles Bronson), den romantiske bandit Cheyenne (Jason Robards) og revolvermanden Frank (Henry Fonda). Henry Fonda var i 60'erne inbegrebet af amerikansk hæderlighed, så det var sensationelt og et chok, da han dukkede op som iskold skurk og dræber i en spaghettiwestern, endnu et eksempel på Leones kritiske genfortælling af myten om Vesten.

Der er nye tider på vej, nu hvor jernbanen trænger sig ind på det vilde vesten som frontløber for civilisationen.
Så den romantiske bandit, revolvermanden og hævneren synger på sidste vers, fremtiden rummer ikke plads til mænd, der selv skaber deres leveregler og håndhæver dem med skyderen, de fortrænges af det stærkere magtmiddel - penge.

Musikken er et vigtigt element og i høj grad medfortællende i denne voldens opera, hvor hver af hoved karakteren har fået tildelt en kendingsmelodi som deres tema, disse bliver så langsomt flettet sammen efterhånden som handlingen udspilles og trådene redet ud. Så hver gang Harmonica vandrer ind i billedet høres tonerne fra mundharmonikaen.
Musikken af Ennio Morricone, Sergio Leones faste huskomponist igennem alle årene, var stort set indspillet inden filmoptagelserne begyndte, derfor var det muligt at indspille scenen så billede og lyd går op i en højere enhed og passer sammen i perfekt harmoni.

"Once Upon a Time in the West" er også kendt under den danske titel "Vestens hårde halse", men det indfanger efter min mening ikke filmens brede episke penselsstrøg, og betoner i mine ører et mere actionspræget indhold, som er misvisende, da filmen med en løbetid på 160 minutter tager sig god tid til at fortælle sin historie i lange stemningsprægede scener. Men det er netop iøjnefaldende, at Sergio Leone & co. har haft tiltro til at historien kunne holde. Sergio Leone forbinder på den måde den gode håndværker og visionære kunstner, der forfølger sin ide fra start til slut, for at skabe hvad han har set for sit indre øje. Han er som en af sine egne helte, der ved hvad han kan og stoler på det i sin forfølgelse af målet.

"Once Upon a Time in the West" havde biografpremiere i december 1968, men er og bliver en milepæl, hvorefter alle andre film og specielt westerns burde måles, en inspirationskilde for fremtidens filmhåndværk og historiefortælling.

magicthe

Hej Allan

Tak for en fantastisk og uddybende anmeldelse af "Once Upon a time in the West." Hvis det ikke var fordi jeg havde set filmen, ville jeg gøre dette. Dejligt at se en på Kino, som faktisk underbygger sin argumentation og anmeldelse med de rigtige begreber. (Totalbillede)

Jeg er enig i din observation om den danske titel, der er misvisende. Dette er ikke en action film, men en Western.

Vh. magicthe.

AllaHnuser/994357

Hvis der endnu er en enkelt der ikke helt har forstået hvad det hele handler om, fordi jeg holder kortene for tæt til kroppen, da jeg helst ikke vil afsløre for meget og ødelægge oplevelsen der venter, så skyder jeg fra hoften med et citat.

Cheyenne: Du forstår det ikke, Jill.
Den slags folk har noget indeni.
Noget, der har med døden at gøre.

S. Rico

Hvis man er i humør til en western og har en hel aften for sig selv (resten af familien vil sikkert kede sig), så sæt dig til rette og nyd musikken, de mange close-ups og den gennemførte Sergio Leone stil. Stemningen i filmen er i særklasse.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.