I filmen 'Nymphomaniac' finder den ældre, charmerende ungkarl, Seligman, en 50-årig kvinde ved navn Joe tævet til ukendelighed i en gyde, en kold vinteraften. Han tager Joe med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv.
Han lytter intenst, imens hun fortæller sin overdådige og saftige livshistorie med mange facetter, rige på associationer og pludselige indskydelser. Hun er nemlig selvdiagnosticeret nymfoman med alt, hvad det indebærer af seksuelle eskapader og erotiske oplevelser.
Lars von Triers film deler ofte vandene. Hans provokerende tilgang til mediet har vundet adskillige priser med Guldpalmen til ’Dancer in the Dark’ (2000) som højdepunkt. Senest blev hans film ’Melancholia’ (2011) hædret med prisen for Bedste skuespillerinde (Kirsten Dunst), men samtidig fik instruktøren gjort sig uheldigt bemærket med nogle udtalelser om Hitler, der betød bortvisning fra festivalen. Derfor har Trier valgt at give sig selv mundkurv på og udtaler sig ikke om ’Nymphomaniac’.
Filmen taler dog for sig selv med utilsløret sex og en imponerende række af skuespillere med både internationale stjerner og danske topnavne på rollelisten.
Jeg kan godt se meningen i Triers roste film. Men må ærligt indrømme at den overhovedet ikke er noget for mig.
NB: Spoilers kan forekomme.
Som Trier fan skal man selvfølgelig se hans umådelige lange 5½ timers egen version af filmen. Udfordringen er bare, at det nærmest tager en hel arbejdsdag at komme igennem den. Men det er belønningen værd, for det er en god film og en fin afslutning på hans depressions trilogi.
Jeg vil dog ikke påstå, at jeg er ved at falde bagover af begejstring. For selv om Trier jo elsker at vende tingene på hovedet og provokere, så er der – når alt kommer til alt – ikke så meget nyt at komme efter i Nymphomaniac.
Historien handler om en sex addict, hvilket er set mange gange før, men selvfølgelig primært med mænd i hovedrollen. Budskabet om det hykleriske i, at de færreste ville blive chokeret over en mandlig scorekarl, der forlader sin kone og barn – men at det er helt forkasteligt, når en kvinde gør det – ja, den er også vendt før. Det nye er selvfølgelig, at det er langt mere udpenslet i Triers film.
Triers lyst til at vende tingene på hovedet og provokere er jeg generelt meget stor fan af. Jeg synes nu det lykkes bedre i de to andre depressionsfilm: Antichrist og Melancholia. I Antichrist er både historien og billederne chokerende og provokerende. I Melencholia er provokeringen omvendt langt mere subtil, idet man her bliver tvunget til selv at tænke over, hvad der egentlig foregår.
I Nymphomaniac bliver alting forklaret enten via voice-over eller via samtalerne mellem Joe og Seligman. På den ene side, så er disse samtaler noget af det bedste ved filmen, for der er mange rigtig gode guldkorn. Og jeg mener virklig virklig mange. Man kunne lave en hel lille bog med interessante pointer og synspunkter fra disse samtaler. Men et eller andet sted så bliver det næsten forklaret alt for godt til, at det føles som en provokation. Ikke at det er et absolut must at blive provokeret, men jeg forventer mere fra Trier, end hvad jeg fik i Nymhomaniac.
Opdeling af filmen i kapitler er en rigtig god ting i en film så lang som denne. Det er jo også set før, men giver især i denne film rigtig god mening, da historien fortælles af Joe som en slags ”bogen om mit liv”. Kapitlerne svinger i længde, kvalitet og interesse. De to første fremstiller Joe som en temmelig naiv og øretæveindbydende tøs. Her er det svært at finde sympati for hendes person.
Men så sker der noget i de næste to kapitler: Mrs. H og Delirium. Joes håndtering af mænd giver endelig bagslag, og Uma Thurman kommer på scenen i en super intens og dramatisk scene, man ikke sådan lige glemmer. Christian Slater leverer også en uforglemelig præstation som Joes far. Både i de mange flash-backs hvor Joe er barn – og ikke mindst i Delirium, hvor han kæmper en forgæves kamp mod døden. Det var disse to kapitler, der for alvor fangede min interesse og gjorde, at jeg alligevel orkede at se alle 5½ timer.
Kapitlet om The Little Organ School er underfundig med dens musikalske vinkel. Men ikke super vigtigt for historien. Så har vi det 1½ times lange kapitel om The Eastern & Western Church. Det er den hvor Joe har en ”sandwich” med to afrikanere, og hvor hun får alternativ hjælp af en sadist. Der er stærke scener, men ikke noget der for alvor giver stof til eftertanke.
Kapitlet The Mirror har en udpenslet ”gør-det-selv” abortscene, men det vigtigte i dette kapitel er selvfølgelig budskabet om, at kvinder bør bestemme over deres egen krop. Og at ulovliggørelse af abort er et onde, som har medført meget lidelse på Jorden.
Det hele kulminerer i The Gun, hvor Joe tager hånd om sit eget liv og endeligt får et job, som hun er god til som følge af hendes mange erfaringer med den mandlige psyke. Og så er det desuden det eneste kapitel, hvor det lykkedes Trier at provokere mig. Nemlig da filmen slutter på en – efter min mening – højst usandsynlig måde. Seligman har gennem hele filmen givet udtryk for, både i ord og handlinger, at han er asexuel. I den sidste scene handler Seligman helt ude af karakter. Og jeg køber ikke andre anmelderes argument om, at han bare er hyklerisk. Det stemmer simpelthen ikke med hans adfærd gennem hele filmen.
Jeg kan bestemt heller ikke lide den afledte morale om, at alle mænd i så fald skulle være en slags ”nikkedukker”, som ingen modstandskraft har overfor en smuk kvinde. Jeg vælger at se slutningen som en typisk Trier provokation, hvor han lader personerne gøre noget atypisk – bare for at gøre det!
Man må beundre Lars von Trier for hans dedikation. Han viger ikke tilbage for et emne, hvor andre ville tøve og holde lidt igen. Han nøjes ikke med at antyde, men giver os værre billeder end vi selv kunne have forestillet os.
Personligt er jeg glad for at jeg ventede med at se den i en version, hvor jeg ikke behøvede at dvæle ved de mest smertelige scener men kunne spole videre.
Lars Von Trier formår til stadighed at overraske og provokerer på alle mulige måder. Denne gang har han begået en historie om nymfomanen Joe, som gennem otte særprægede og vidunderlige kapitler, fortæller sin ikke helt normale livshistorie.
Skuespillet er som sædvanligt fantastisk. Det er som om samtlige skuespillere lige stepper et ekstra gear op eller to, når de arbejde med Hr.Trier.
Nymfomanen Joe´s skæbne bliver sammenkædet med alt fra den videnskabelige/matematiske verden til den litterære verden til den filosofiske ikke helt til at blive klog på, men man bliver dybt fascineret af det.
Som altid bliver man sønderbanket visuelt såvel som verbalt, når man betræder Lars Von Triers univers.
Et mesterværk, der vil blive gransket af eftertiden og samtiden.
Trier's eksplicitte, provokerende og ofte grænseoverskridende film, er en filmisk og intellektuel rejse, der på samme tid smagsløst og behageligt, piner og stimulerer din krop og dine sanser fra start til slut. Og hvis man tør overgive sig til dette, ligger der sig noget af en oplevelse i vente...
Trier har med 'Nymphomaniac' leveret et episk sexuelt og sensuelt værk, der trods sine 4 timer ikke er et minut for lang. Den er faktisk, overvejende, for kort, og det er derfor en glædelse at der er en længere udgave derude, som vi forhåbentlig får at se på et tidspunkt.
Jeg vil ikke skrive en gennemført og detaljeret anmeldelse af filmen, for jeg føler for det første, at kun én gennemgang er for lidt, og 4-timers-versionen, føles heller ikke som instruktørers ultimative vision.
5/6 i denne omgang.
Jeg glæder mig allerede til at se den ægte version.
Det er en af de bedste han har lavet, men den er godt nok også direkte og man får tænkt over ens eget liv.
Den er barsk og direkte. SE DEN!
...en alvorlig contender til at være Triers bedste film. Den slår dog ikke Idioterne eller Breaking the Waves, men Trier er i topform her.
Hvor går man dog ud af biografen med en dårlig smag i munden efter denne film og det er netop pointen.
Film behøver ikke være "rare", de behøver ikke at ende som forventet eller bare lykkeligt og de behøver ikke handle om det samme som alle andre film. Den pointe har altid været Triers og det er det stadigvæk.
Imponeret er jeg!
Var bange for at 4 timer ville være for lang, men den var ikke et øjeblik for lang. Den sætter virkelig tankerne i gang. Must see film. Det er kun Trier der kan lave sådan en film. Skønne skuespil præstationer.
Efter at have set denne film, har Lars Von Trier nu gjort mig hærdet til at se hvilken som helst film det skulle være filmen.
Jeg er nu hærdet som stål.
Det er desuden første gang at jeg har set en film med så mange sexscener, men historien var dog alligevel med god.
Jeg kedede mig ihvertfald ikke, men var dog glad for at der var en pause i filmen.
Bruger anmeldelser (45)
Skriv din egen anmeldelse