Actionfilmen 'No Time to Die' (James Bond 25) er den næste om Agent 007, James Bond, som arbejder for den britiske efterretningstjeneste MI6.
Bond er stoppet som aktiv agent, men kommer tilbage i ilden, da han kontaktes af sin gamle ven Felix Leiter fra CIA.
En videnskabsmand er blevet kidnappet, og den britiske superagent er snart på missionen. Men Bond finder ud af, at der er tale om bedrag, og snart viser en mystisk skurk sig, som er i besiddelse af avanceret våbenteknologi.
'No Time to Die' er den 25. spionfilm i serien, der er baseret på forfatteren Ian Flemings spionromaner.
Daniel Craig vender tilbage i den ikoniske rolle for femte og sidste gang efter seneste optræden i Spectre fra 2015.
På rollelisten finder vi bl.a. David Dencik, og svensk-danskeren er blot seneste skandinaviske islæt i Bond-serien, der bl.a. tidligere har haft Mads Mikkelsen og Jesper Christensen i skurkeroller.
Oscar-vinderen Rami Malek (Bohemian Rhapsody) har derudover rollen som den arrede skurk, Lyutsifer Safin. (Copyright: kino.dk)
1 tur i biograf siden corona, det blev Bond, havde kun læst lidt, men synes fulgte godt med i filmen, blev end ikke generet i biograf af mobil telefoner jahu. Der var nogen gode detaljer, kærlighed, masser af fede biler, flotte steder, 007 både feminin og maskulin.-) et brag af en afslutning for Daniel som Bond for nu er han vist træt af alt den træning det kræver, at familien ikke ser så meget til ham...prøver på at undgå spoile håber det lykkedes, men 4 stjerner var underholdt, vil gerne lige gense nu har læst herinde om små detaljer.
Skurken, synes var noget underspillet, heller ikke total "Ond" men havde dog en vision som ....
En fin film at starte op med, fik lyst til at se nogen af de nye.
Da jeg så No Time To Die, forlod jeg denne verden i hele filmens varighed. Jeg blev transporteret, betaget, charmeret, engageret i karaktererne (især Daniel Craigs Bond -svansang) og følelsesmæssigt forbundet med Bonds kærlighedsaffære og fremkomsten af en smuk og yndig Bond -arv.
Historien var desværre noget rodet, ligesom som slutningen.
Men hvis man ser godt efter, så er filmen også en hyldest til de tidligere Bond-film lige fra Dr. No og frem. Stor respekt for det. Jeg jublede, da der kom en slet skjult hentydning til mit yndlings Bond-køretøj, nemlig den hvide Lotus Esprit fra "Spionen, der elskede mig", og der var også hentydninger til "Little Nellie" fra "Du lever kun to gange" og meget, meget mere....
En ting undrer mig dog.... i min verden, så er alle folk lige gode uanset hudfarve, religiøs overbevisning eller seksuel observans... men jeg forstår ikke, hvorfor Hollywood partout skal lave om på alle mine barndoms (super-)helte. Senest er det gået ud over James Bond, som med vold og magt er blevet "moderniseret" til blød, flæbende og næsten tøffelheltsagtig. Nu ryger jeg nok ud i en shitstorm, men altså når jeg har lyst til at tilbringe 2-2½ time i selskab med James Bond, så vil jeg se en supercool engelsk superagent med uimodståelig britisk humor, charme og en vodka martini (shaken, not stirred), der redder verden vha. superfede gadgets (hvem sagde armbåndsuret fra "Moonraker" ? :-) ) og scorer en eller evt. flere damer på vejen.
Det fik vi desværre kun delvist denne gang, og slutningen var - lige som skurken - desværre en lidt halvtam omgang. Al ære og respekt for kvinder, men Bond er nu en gang en mand, så jeg håber ikke, at der er hold i rygterne om, at Bond i den næste film vil være en kvinde (Jasmine Bond ?)....
Ellers må jeg i stedet tage en af de gode, gamle Bond-film (fra før verden gik af lave) ned fra hylden, og se Sean, George, Roger, Timothy og Pierce give den fuld skrue som verdens bedste 007..... :-)
En rigtig god film, og et godt plot, men hvordan man lige kommer tilbage efter den historie, det bliver et fantasi stykke med mindre man helt har glemt, hvordan man startede Craig æraen og hvad den skulle lægge op til. Hvor blev sammenhængen med de andre Bond film lige af?
Endelig en 007 film der overrasker. Mere kan ikke siges uden spoilers. Et friskt pust i film-serien.
Den dårligste start og slutning nogensinde,men nok mest uforglemmelige.Starter som er gyser,så man tror man er gået i den forkerte sal.Men de først 2 timer er så vildt underholdende,sjove,spændende,overraskende.Dog for langtrukne aktionscener,især sidste 45 min.Man sidder dog filmen igennem og krummer tæer,under de mange mærkelige og pinagtige scener.Felix var en sær omgang.Der mangler elegance,og lethed.Slutningen gør, man ikke går ud af bio med følelsen af at have set en skøn rigtig bond film.Den ligner meget virkeligheden,med visse undtagelser.Er begyndt at se alle de gamle Bondfilm,selvom har set dem tidl.De er opløftende.
Jeg sad og ventede på noget spændende i filmen.. Men ventede forgæves. Den mest kedelige og langtrukken film af alle Bond film.
Min mand og jeg har alle de andre på dvd, denne her film kommer ikke i samlingen.
No Time to Die er en sjov størrelse. Det er Daniel Craigs sidste Bond-film, den har været rigtig mange år undervejs, først med instruktørskifte, nyt manuskript og selvfølgelig en vis pandemi.
På mange måder er der tale om en modning af James Bond som karakter og som franchise. Serien har længe lidt under at Bond var en robot rent følelsesmæssigt, som myrder og forfører i ét væk i film, der næsten var identiske i deres plot og struktur. Særligt Connery og Moores Bonds film syndere i de felter, men her kommer dilemmaet jo:
Hvordan genopfinder du James Bond, når hans kerneappeal netop er hans manglende udvikling? Mange af Bonds fans elsker Bond netop fordi han er en øgle, der næsten standhaftigt går imod tidens trends. Bond fastholder de neokonservative idealer om en handlekraftig hvid mand, som kan gøre hvad der passer ham, hvor end det passer ham, og ingen (særligt kvinder) skal stå i vejen.
Der skete endelig noget med Casino Royale, Daniel Craigs første film. Bond var pludselig et menneske med følelser, hvor disse følelser ofte blev brugt imod ham. En mangelfuld mand, som ikke nødvendigvis vinder hver gang. Og trenden er bare fortsat, særligt med Sam Mendes' mesterlige Skyfall, der cementerede Craigs Bond som værende den hidtil bedste.
Og nu er der så No Time to Die. Bond er på alle tænkelige måder gået på pension, og nyder livet med Madeleine Swann fra forrige film. Man indleder filmen med en næsten misundende ro, der minder om alt andet end det James Bond, vi kender. Pludselig bliver han dog (selvfølgelig) trukket ind i det gamle liv, og han skal hjælpe legendariske Felix Leiter med at opspore et menneske.
Det er synd at spoile resten, for der er en række uventede overraskelser, som lægger et tiltrængt spin på den traditionelle Bond-formular. Craig er decideret fremragende, og hans kemi med Léa Seydoux løfter et ret langtrukkent og middelmådigt manuskript til næsten ufortjente højder. For første gang var undertegnede følelsesmæssigt involveret i karakterernes drama, og det havde jeg aldrig ventet af en Bond-film. Der er mere på spil end nogensinde før, både følelsesmæssigt, men sandelig også på det globale plan.
Cary Fukunaga, én af mine yndlingsinstruktører, skaber en intimitet, som giver flashbacks til True Detective og Beasts of No Nation, hvor man aldrig glemmer konsekvenserne af det liv, karaktererne lever. Sammen med fotograf Linus Sandgren skaber de nogle vidunderlige setpieces, som er blandt de flotteste og fedeste, man har set i Bond indtil videre. En scene i Cuba med altid fremragende Ana de Armas (skønt at se Craig og hende sammen igen) og en scene i en tåget skov står særligt frem.
Desværre er der også en masse øv-ting ved No Time to Die. Som alle andre Bond-film er den nok en halv time for lang, og desværre gør Rami Maleks superskurk Safin ikke det store indtryk. Hans plan føles usandsynligt ugennemtænkt, og han har en milliard håndlangere, som vil lade livet for hans 'sag'. Malek er sådan set glimrende, og han har nogle meget intense scener med Craig, men han introduceres så sent, at han reelt kun er en tilstedeværelse i filmens sidste 45 minutter.
Hans Zimmers musik er chokerende tamt, særligt oven på Dune, og der er ikke det store indtryk at hente. Samtidig er Christoph Waltz' Blofeld nærmest bare sat ind for at brobygge mellem Spectre og denne film, hvilket giver et lidt skuffende indtryk.
Når det er sagt, er det ikke en dårlig film, hvilket er mere end man kan sige om de fleste andre Bond-skuespilleres afslutningsfilm. Der træffes nogle modige valg i manuskriptet, som for det meste lander godt.
Craig har bragt ufattelig mange gode elementer til sin take på Bond, og han står tilbage som værende suverænt den stærkeste take på James Bond. Han har så meget mere karisma, sjæl og nuance end de gamle, og det har jeg altid værdsat. Han kan pakke sammen med hævet pande.
Jeg er ikke enig med dig i, at det kun er Daniel Craigs Bond, der viser følelser. Timothy Daltons Bond var også supergod og viste sine følelser. Men jeg synes, at alt det der med følelser er kammet over med Daniel Craigs Bond.
Men altså, verden er oversvømmet med alt muligt (inkl. følelser), som man hele tiden skal forholde sig til. Så det er faktisk rart med 2½ times helle for alt det i selskab med James Bond (dog med undtagelse af d. 25. film i serien, hvor Bond desværre bliver alt for moderne). Suk.
Den er simpelthen blevet til en film om romantik og en familiefar. Musikken inde i filmen som skal følge handlingen har ikke de sædvanlige rifs og undertoner med Bond-temaet. Alt hvad der kendetegner Bond er væk. Han flirter ikke, han klæder sig ikke lækkert på, jeg kan ikke se noget positivt udover måske [slettet af red. pga. spoilers]. Så hellere afslutte serien og så kan vi nyde de rigtige film med action og spænding.
Bruger anmeldelser (69)
Skriv din egen anmeldelse