Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Nader og Simin - en separation

Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Se mere på medierådet.dk
24.11.2011
| |
2 timer 3 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Jodaeiye Nader az Simin
|

I den iranske film 'Nader og Simin - en separation' står titelpersonerne Nader og Simin overfor en skilsmisse, men Naders Alzheimers-ramte far komplicerer processen.

Alligevel ønsker Simin at rejse fra Iran og tage datteren med sig, og selvom Nader egentlig ønsker det samme, vil han ikke lade sin syge far i stikken.

Som midlertidig løsning må han anskaffe en hjemmehjælp, og snart udvikler det, der startede som et klassisk samlivsdrama, sig til et drama præget af det iranske samfund og ikke mindst moralske dilemmaer.

Filmen vandt Oscar i kategorien Bedste udenlandske film.

'Nader og Simin - en separation' imponerede også under fjorårets filmfestival i Berlin, hvor den blev hædret med både Guldbjørnen for Bedste film og en samlet Sølvbjørn til de fire hovedrolleindehavere for Bedste skuespil.


VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (78 votes)
4.9
5.3

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Weekendavisen

    "'Nader og Simin' er en fornem film. En til overflod realistisk fortælling, som skildrer levende, voksne, fejlbarlige mennesker, fastholder alle nuancer og fremstiller verden på en måde, som kun er mulig i filmmediet." (Bo Green Jensen)

  • Berlingske

    "... en fængende og ikke mindst tankevækkende oplevelse..." (Louise Kidde Sauntved)

  • BT

    "... en uafrystelig lille film. ... Filmen er et sjældent indblik i den iranske middelklasse med mennesker i klemme mellem muslimsk skik og moderne tider." (Birgitte Grue)

  • Jyllands-Posten

    "... der spilles mageløst, ikke blot af de to ægtepar i midten, men også af hele ensemblet fra børn til olding. Foruden at Ashgar Farhadi ... formår at fortælle så ubesværet og medrivende, at man skal have analytikerhatten trukket meget langt ned over sjælen for ikke at hæfte sig ved, hvor dygtigt det egentlig er gjort." (Jakob Levinsen)

  • Politiken

    "Farhadi fik fortjent guldbjørnen i Berlin for dette drama, der fornemt fletter det personlige og det politiske sammen til en helstøbt film, der indvarsler en ny storhedstid for iransk film." (Sophie Engberg Sonne)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Mads

I anledningen af at Sælgeren vandt over Under Sandet, besluttede jeg mig for at se instruktørens anden oscar vinder. Den havde den fortjent. Et af de mest fantastisk fortalte historier ever. Virkeligt godt synspunkt i en anden kultur med et plot der ikke kunne være bedre.

Wayne

Iranerne har et anderledes kodeks at leve efter - en anderledes form for retfærdighed, som i høj grad afhænger af enkelte personers syn på hvordan religion skal tolkes og hvad der rigtigt, eller forkert.

I filmen søges efter en fair løsning, på et svært dilemma - og man spørger sig selv om udfaldet var blevet mere retfærdigt i vores verden?

Iranere er lige så meget mennesker, som vi - men de sidder desværre fast i gamle mønstre og levevis. Dog fornemmer man et håb for de næste generationer, for uddannelse og viden er vigtige - og det er den rigtige vej frem.

Godt troværdigt skuespil, blændende instruktion og fortjent Oscar.

S. Rico

Fantastisk drama og totalt overbevisende præstationer i alle rollerne. Meget interessant at følge denne konflikt mellem 4 pesoner i et land, hvor man både tager de offentlige instanser i brug samt kombinerer med traditionel lokal problemløsning mand-til-mand og kvinde-til-kvinde.

Også bemærkelsesværdigt at den primært usympatiske mand (hvis kone har mistet sit barn) faktisk er den eneste, der ser ud til at have rent mel i posen. De andre langt mere sympatiske personer lyver til gengæld og holder sandheden tilbage for egen/familiens vindings skyld. Det er bare med til at understrege, at man har at gøre med virklige mennesker og virklige konflikter, hvor der ikke findes én rigtig løsning.

Også herligt at se det iranske sanfund skildret tæt på i en iransk film. Det er et noget andet billede end det skræmmesamfund, som vi bl.a. så i Operation Argo.

Katja*

Jeg sad i toget på vej hjem til mine forældre og så denne film - trods at jeg midt inde i filmen blev køresyg - MÅTTE jeg simpelthen se filmen færdig.

Jamen, jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.. Den her film er ganske simpelt - helt utrolig!

Skuespillet er så troværdigt og det at hele filmen meget minder om en dokumentar eller rigtige optagelser, gør bare at filmen er helt unik!

Jeg er helt målløs!!

Michael

Hovedkonflikten starter ud med et tidligere iransk par - Nader og Simin - der besøger et hospital for at hjælpe en kvinde ved navn Razieh med et dødfødt barn. Nader har muligvis noget at gøre med ulykken. Han er kommet med sin ekskone Simin på grund af anstændighed og sympati. På en eller anden måde udvikler dette sig dog ikke til et ønske om en fælles aftale om hvad der er sket og hvad der skal gøres ved det. I stedet bliver det en kamp mellem alle parter - hvem har skylden for hele affæren?

Hvordan gik det så galt? Hvordan kan et sympatisk udgangspunkt ende med egoistiske mål? Hvordan kan de alle sammen ende med at bevæge sig længere væk fra hinanden? Jeg ved det faktisk ikke, og med det mener jeg, at jeg ikke ved hvem jeg skal give skylden. Alle har deres grunde til at gøre det de gør. Hvis ikke fra et logisk standpunkt så i det mindste fra et følelsesmæssigt. Det vil sige, at hver eneste gang en af parterne i affæren logisk set har ret, så har vi det stadigvæk dårligt på den anden parts vegne.

Konflikten udvikler sig senere på flere niveauer for at gøre det endnu mere indviklet, og for at give dem alle sammen endnu mere ret enkeltvis. Det fører til en nervepirrende optrapning. I den realistiske verden er der ingen absolutte onde mennesker. I den virkelige verden er det svært at dømme et andet menneske uden samvittighedskvaler. Filmen starter ud med en retssag, en skilsmissesag mellem Nader og Simin, hvor kameraet ser på alle i rummet undtagen dommeren. Tilskueren ser gennem dommerens øjne, ser direkte i øjnene på et ægtepar, der ikke separeres på grund af manglende kærlighed, men fordi de vil behandle et fælles problem på forskellige måder. Simin vil forlade Iran med deres datter for at finde et bedre opdragelsesmiljø. Nader vil blive i Iran for at hjælpe sin Alzheimers-ramte far. Hvem er en trussel for familien? Kan vi i dommerens stol overhovedet dømme nogen af parterne?

Kinematografien matcher historien perfekt. Den holder sig i tætte billedbeskæringer, så man er helt inde på livet af karaktererne. Samtidig sørger man for bevægelse i baggrunden, så man bliver mindet om den levende verden omkring karaktererne. Vi bliver mindet om, at hele verden består af et netværk af folk, der alle har deres mening om sagen og dermed separeres fra hinanden, selvom de i sidste ende elsker hinanden - vi elsker dem alle. Det føles bare levende og menneskeligt, når vi både kommer tæt på karaktererne og deres verden på samme tid. Det er ægte mennesker i en ægte verden. Der er næsten ingen musik, der sætter nogen i godt eller dårligt lys. Skuespillet er heldigvis perfekt, så følelsesprægede melodier er unødvendige - bortset fra under rulleteksterne, der prøver at opsummere hele filmen i et klaverspil. Alle tangenterne spilles klart og flyder ikke harmonisk sammen, så man kan forveksle de enkelte sørgelige toner med enkelte ulykkelige mennesker.

Erik F

Det er nu flere måneder siden, jeg så det iranske film "Nader & Simin - en seperation", men den står stadig lysende klart i min erindring.
Jeg var dybt imponeret over, at det var lykkedes at lave en både nyskabende, vedkommende og gribende film om noget så fortærsket som en skilsmisse. Filmen registrerer fuldstændig nøgternt hverdagen for den skilsmisseramte familie. Den tiltagende kulde mellem parret, der ikke længere magter at blive sammen, og har søgt om skilsmisse, samt fortvivlelsen over at familien skal splittes hos deres 11-årige datter. Selv om familiens hverdag på mange måde minder om vores: Stress og jag, problemer med skolen, problemer med naboerne, o.s.v, så er den samtidig meget fremmedartet, fordi livet i præstestyrets Teheran er helt anderledes, end det vi kender i Vesten.
Filmen fik yderst fortjent en Oscar som bedste udenlandske film, og snart får vi se om Bodil-komiteen følger trop. Jeg håber det!

brian

En veninde hev mig ind for at se denne film; en film, der normalt ikke ville fange min interesse, men den er sgu god!

Men det er back-to-basics, filmen bæres af en god historie, fremragende skuespil præstationer og fiurlige drejninger undervejs. Der er ikke på nogen måde fokuseret på effekter, store action scener, bumbum og bangbang, det er historien der er selve filmen.

Jeg er normalt ikke til disse "kunst film", men den er go og holder alle 123 minutter. Jeg savner et enkelt lyssværd duel måske haha.

Tomuser/871612

Den første halve time er man ved at falde i søvn. Slutningen af filmen bliver man lidt draget.

Leva eller Daddy

Den ser god ud!,,

Lotte Lauritzenuser/508613

Rigtig god film - hvor tempoet underbygger plottet og budskabet.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.