Filmen 'Lykke-Per' handler om den unge Peter Andreas Sidenius, der tager afstand fra sit dybt religiøse, jyske ophav og drager til København. I storbyen bliver han kendt som Lykke-Per, og mens han forsøger at realisere sine visioner om at revolutionere brugen af vind- og bølgeenergi, kaster han sig ud i det københavnske selskabsliv.
Per får kontakt til den rige, jødiske Salomon-familie, hvor han snart forelsker sig i datteren Jakobe. Men selvom både karrieren og kærligheden virker til at være inden for rækkevidde, gribes Per af sit eget hovmod, og fremtiden balancerer på en knivsæg.
'Lykke-Per' er baseret på Henrik Pontoppidans klassiske roman, hvis første bind udkom i 1898, og som var med til at indbringe forfatteren Nobels-prisen i litteratur. Efter 120 år kommer den første filmatisering endelig, og trods den lange ventetid er temaerne stadig højaktuelle med sin blanding mellem kærlighedshistorie, nyskabende tanker om vedvarende energi og endelige morale.
Bille August, Oscar- og Guldpalmevinderen bag de ligeledes historiske dramaer Pelle erobreren og Marie Krøyer, instruerer, og titelrollen spilles af 34-årige Esben Smed fra Sommeren '92 og Aminas breve, og den næsten lige så store rolle som Jakobe udfyldes af Katrine Greis-Rosenthal, der er kendt fra tv-serierne 'Broen' og 'Bedre skilt end aldrig'. (Copyright: kino.dk)
Langt hen ad vejen en utrolig gribende og interessant fortælling om ambitioner vs. kærlighed. Om storby vs. land. Om tro vs. videnskab. Og om hovmod der står for fald.
Det er desværre som om filmen løber tør for tid og i tredje akt pludselig får travlt med at fortælle en masse på kort tid. Det bliver lidt svært at følge og forstå vores hovedpersons forvandling. Det er muligt, at miniserien med den ekstra time hjælper på dette.
Det er svært ikke at blive grebet af denne film. Skuespillerne, især hovedrollen, gør et fantastisk stykke arbejde!
Det er et vigtigt budskab, det med at følge sine drømme - selvom det måske ikke lige er det, de andre ønsker. Hvis man sammenligner med i dag, hvor alle blive skubbet til, for at tage på universitetet. Vi har nu altså stadigvæk brug for håndværkere af alle slags, murer såvel som blikkenslagere.
Kan varmt anbefales!
Denne historie greb mig fra begyndelse til slut. Det er abosulut et must see..
En rigtig dansk film, med stort Dansk!
En af de absolut bedre danske film der har kørt over flimmer-kassen herhjemme de seneste år. Det er en film der virkelig formår at sætte gang i tankerne, og det er jo altid dejligt.
Jeg vil gerne anbefale denne film, hvis du ikke har set den endnu.
En dansk Da Vinchi?
Filmen fortæller om en karismatisk opfindertype, som er langt forud for sin tid - og mange af hans ideer er senere udmøntet i virkelighed. Hovedperson drives desuden af den modstand han har oplevet gennem sin opvækst.
Samtidig er det en kærlighedshistorie og den knækker lidt her - for vores hovedperson vælger i første omgang den forkerte kærlighed, bare for at opnå sine mål, og her bliver det på et tidspunkt utroværdigt for det ender med at han alt for let opgiver alt, bare på grund af simple principper og det giver for mig en film som ender med ikke at blive helstøbt, for alvor. Ligesom hans endelige deroute virker en smule utroværdig - jo jeg fanger at han er et offer for sin fortid, men alligevel. Esben Smed beviser at han er et stort talent og han er godt castet i rollen.
Meget flot visuel film med en super historie og smukke billeder og skuespillerne var perfekte i rollerne som Lykke Per og pigerne.
Gribende handling, flot spillet, autentiske scener og filmet.
Storfilm, der dog opleves lidt lang, men det ophæves af hele det professionelle setup, som bærer filmen fra begyndelse til slut. Slutningen er meget overraskende. Anbefales varmt
Skøn historie, der er behandlet eminent af Bille.
Rigtig god oplevelse
Den burde næsten være fast pensum som familiefilm, giver rigtig meget stof til refleksion og diskussion om hvorfor mennesker vælger som de gør. Ingen i den film er statister! Og den er ikke et minut for lang efter min mening ;-)
Bruger anmeldelser (58)
Skriv din egen anmeldelse