Loveless

En meget langsom film, men alligevel tankevækkende. Dog bryder jeg mig ikke om slutningen, den er alt for åben til denne type film og til min smag.

Filmen er på overfladen en skildring af de konsekvenser, det kan have for et barn at vokse op i en familie uden kærlighed mellem mor og far. Filmen lægger således ud med at vise at de voksne skændes, gerne vil skilles og fortryder, at de overhovedet fik et barn sammen. Den lille 12-årige dreng overhører skænderiet, og næste dag er han forsvundet.

Herefter bruger filmen meget af tiden på at vise eftersøgningen af drengen. Det er imidlertid ikke eftersøgningen, der er interessant. Man når ikke at lære drengen at kende, og jeg må indrømme, at jeg er ret ligeglad med, om han bliver fundet eller ej. Det er til gengæld ret interessant at følge med i de to forældres forhold indbyrdes, deres forhold til deres respektive nye kærester, samt deres arbejdsliv og fritidsliv.

En stor del af filmen foregår i et ghetto boligblok område i Moskva. Så det ville være lige til højrebenet at vise tonsvis af trøstesløse billeder af grå beton og sure triste mennesker. Men der er faktisk overraskende meget positivt at bemærke. Der er grønne områder rundt om boligblokkene, børnene leger og hygger sig på kælkebakkerne, den bureaukratiske politimand er hjælpsom, selv om han ikke kan tilbyde ret meget, de frivillige hjælpere forlanger ikke noget til gengæld, supermarkedet og kantinen på arbejdet bugner af mad, de to forældres nye kærester er søde og forstående osv. osv. På ingen måde det stereotypiske billede af det gamle Sovjet. Til gengæld lurer der grumme ting under overfladen. Der er eksistentiel krise i landet (og hos hovedpersonerne), hvilket flere gange skæres ud i pap via diverse russiske nyhedsudsendelser i fjernsynet.

Der bruges som sagt alt for meget tid på selve eftersøgningen af drengen, og det gør filmen langtrukken og kedelig i længden. Man kunne sagtens have fortalt den samme tematiske historie med mere fokus på de to forældres nye liv efter bruddet.

Det er rørende, det er tankevækkende. Det er en vigtig historie pakket ind i et ondt sølvpapir. Symbolerne bliver en anelse prætentiøse, men i helhed er der iscenesat en masse stof til eftertanke.

Hvorfor er sådan en fantastisk film ikke med i biografklub danmark? Jeg plejer ellers kun at se dem i klubben og troede at de var de bedste film de viste der.

Var helt vildt berørt af den her film!

Filmen er utrolig smuk - og rørende! Kan kun anbefales.

Der er et tidspunkt, halvvejs gennem filmen, hvor vores to hovedpersoner, parret Zhenya og Boris, besøger bedstemoderen for at finde deres forsvundne barn Alyosha, men Zhenya’s moder tror ikke på dem. Med frygt i øjnene og harme i stemmen beskylder hun dem for at ville give barnet til hende; Et barn ingen af dem vil have. Loveless er i sandhed kærlighedsløs.
Når man snakker om store russiske instruktører kommer samtalen ofte over på Andrej Tarkovskij, der har stået bag klassikere som Ivan’s Childhood og Solaris, men hvor Tarkovskij ofte vendte blikket mod et mere dystopisk fremtidsbillede tager Andrewy Zvyagintsey os med tilbage til nutiden; en tid hvor narcissismen lever og kærligheden forsvundet. Om filmen specifikt er ment som en allegorisk kritik af det russiske samfund er svær at sige, men Loveless har meget at fortælle om måden hvorpå vi lever, elsker og dør blandt andre. Hvor hans tidligere film Leviathan fra 2014 følte som en kritik af samfundet føles Loveless mere som en kritik af menneskets kærlighed.

Film som disse har tidligere især kommet fra mellemøstiske instruktører, der stiller spørgsmåltegn ved kommunikation og ligestilling, men med en instruktør som Zvyagintsey får vi et mere råt billede, der til tider føles næsten for realistisk; Som en verden vi prøver at gemme af vejen, men hele tiden lurer under overfladen. Vi tør ikke altid se det dårlige ved kærligheden i øjnene, men Loveless forsøger at skildre hvad der sker, hvis vi gemmer det af vejen, men stadig nærer af det.
Det er tydeligt fra starten at netop dette billede er noget Zvyagintsey er gået efter; Vi ser en bygning, der til forveksling ligner et fængsel – kort tid efter ringer en klokke og en gruppe børn løber ud. Det samme gør en ung, blond dreng, 12 år gammel. Han har dog ikke travlt, i stedet søger han ned mod den sneklædte bred, der omringer en rolig flod, som løber gennem byen. I hånden har han noget papir, der skal forestille en drage, men taber den og den ender med at sidde fast i et træ, for højt til at nå. Der er en god grund til Alyosha ikke har travlt med at komme hjem, for hjemme er stedet, hvor kærligheden er forsvundet.
Alyosha’s moder, Zhenya, er en dybt narcissistisk kvinde, der bruger mere tid på telefonen og sociale medier end sin søn og menneskene omkring hende. Hun søger tilflugt fra en verden, hun ikke vil leve, hvilket hun gør klart overfor hendes mand Boris, da hun omtaler drengen som et uheld, en ulykke, og giftede sig af frygt for abort. Kærligheden har aldrig været at finde mellem ægteparret, der virker til at hade hinanden som var de fjender. De bor sammen af tvang, et miljøbestemt tvang, da ingen ser godt på skilsmisseforældre.

Den hårde tilværelse er noget vi mærker gennem hele filmen. Zvyagintsey sørger for, at vi som seere, altid følger Zhenya og Boris i deres tilværelse med et liv ingen af dem vil leve. Som følelsesløse maskiner skændes de højlydt om forældremyndigheden, som de hver især prøver at flygte fra. Alyosha er et uønsket barn, der mærker det dag ud og dag ind. Zhenya bruger undskyldningen, at han ligner Boris mere og mere, en mand hun afskyr og derfor ikke vil være sammen med. Boris har derimod fundet kærligheden et andet sted og ser knap nok Alyosha som sit eget barn. Det er et barn, der er fanget i en verden, hvor ingen vil have ham.
Denne barske realitet bliver på et tidspunkt nok for Alyosha, der en dag fra skole ikke kommer hjem igen. Hverken Zhenya eller Boris vil i starten tage sig af det og beskylder hinanden for drengens forsvunden, og det er først da timerne går, at alvorligheden går op for parret, der på én gang søger et andet liv, men nu også skal prøve at finde det gamle og sørge for, det ikke dør ud.

Zvyagintsey formår at filme og fortælle denne virkelighed som var den en del af vores alle sammen hverdag. Han tager os med på en tur, hvor vi både følger Boris og Zhenya, hvordan de prøver at komme videre og hvordan de hver især er som personer. Dette gøres dog på en måde, hvor vi aldrig ved, hvad vi egentlig skal føle om dem. På den ene side er Zhenya en forfærdelig moder gennem filmen, men flere gange får vi ondt af hende, da hun blot søger kærlighed og accept gennem en ny partner; En følelse hun aldrig har fået fra sin egen familie. Boris er tilsvarende blevet et produkt af tilværelsen. Hans kolleger og venner er dybt religiøse og gør en dyd ud af at fortælle, at man som menneske aldrig må skilles og skal være med sin familie og gøre alt for dem; Boris ved dog ikke hvilken familie, han skal forholde sig til.

Scenografien er tilsvarende kold og kynisk. Det sneklædte landskab bliver kun brudt af den store flod eller grå betonbygninger, der rager op gennem veje og parker. Farverne er holdt til det minimale og vi søger per automatik ofte efter det lyse og venlige for vores øjne, men dette er ikke en historie, der prøver at være venlig. På samme måde finder vi ofte lange one-take scener fyldt med dialog om tab, sorg, følelser og konsekvenserne af disse. Zvyagintsey tør bruge tiden på at fortælle historien, så vi runder hver en sten og slutningen på filmen er lige så kold, som den er brutal og rørende.
Zhenya og Boris er to mennesker, fanget af tiden, der af nød har fundet sammen og fået et barn ingen vil have. Loveless er ikke blot en film om det russiske samfund, men en kritik af det moderne menneskes måde at opfatte sig selv på. Vi har så travlt med at finde accept fra andre gennem sociale medier eller finde kærligheden fra folk, vi knap nok kender, at vi glemmer det, der er for øjnene af os; En kærlighed, der blot ender med at blive kærlighedsløs.